Årets høst har givet høje udbytter mange steder. De flotte udbytter stiller samtidig skærpede krav til håndtering og opbevaring af kornet. Når kapaciteten presses, kan det være fristende at tage genveje - fylde siloerne lidt ekstra eller skrue op for varmen i planlageret for at komme hurtigt videre. Men det er en farlig kurs.
Som salgschef Ole Laustsen fra Sukup Europe påpeger, kan overfyldte siloer føre til alvorlige skader på omrøresystemet. Det, der måske virker som en hurtig løsning i høstpresset, kan i sidste ende give store driftsforstyrrelser og økonomiske tab.
Også forkert eller for hurtig tørring kan føre til problemer som varmepletter, ujævn tørring og i værste fald dannelse af mykotoksiner, som gør kornet uegnet til foderbrug.
Derfor er der god grund til at fremhæve det landmandskab, som netop i denne fase skal være præget af tålmodighed og præcision. Korrekt tørring og efterfølgende nedkøling sikrer, at kornet bevarer sin kvalitet og spireevne. Det kræver, at man kender sit anlægs kapacitet og respekterer de naturlige grænser for luftfugtighed og temperaturudveksling.
Rengøring spiller også en vigtig rolle. Støv under tørregulvet i siloen kan være kilde til svampesporer, og det gælder om jævnligt at tjekke, om støvet er tørt og lyst - eller mørkt og fugtigt. Det kræver måske kun én dags arbejde, men kan redde store mængder afgrøder.
En ting er opmærksomhedspunkter på kvalitet af kornet. Noget andet er, om hvorvidt man skal investere i højere kapacitet i sine siloer. Større silokapacitet og transportanlæg kan give handlefrihed og fleksibilitet.
Det giver mulighed for, at man kan selv kan tørre og lagre uden at være afhængig af foderstoffernes åbningstider. På den måde kan du på bedriften styrke dig selv ved at tage kontrol over hele værdikæden.
En god og stor høst er ikke noget, man bare kører i hus. Det er noget, man også passer godt på, hvad enten det er i silo eller planlager. Det kræver kapacitet og ordentlig planlægning og overvågning af køling og tørring, så kvaliteten forbliver høj.

