Miljøstyrelsens beslutning om at forbyde seks aktivstoffer i planteværnsmidler, står det hverken mål med formålet eller er tilstrækkeligt fagligt dokumenteret.
Med forbuddet fjernes midler, der i dag udgør rygraden i danske landmænds strategi mod ukrudt, svampe og skadedyr. Det handler ikke om en lille justering i kemiens værktøjskasse. Det er et markant tilbageskridt - både teknologisk og økonomisk.
Styrelsen henviser til miljøbeskyttelse og særligt grundvandet, som i Danmark er omgærdet af skrappe grænseværdier. Det er forståeligt. Men det proportionalitetsprincip, der bør være pejlemærket i alle EU-relaterede beslutninger, synes at være ignoreret. Et forbud skal ikke alene være egnet og nødvendigt - det skal også stå i rimeligt forhold til det mål, der skal opnås.
Hvis formålet er at mindske forekomsten af TFA i grundvand og miljø, bør indsatsen målrettes de største kilder, og spørgsmålet er, om det er industrielle kilder eller landbruget, der bærer den byrde. At landbruget skal bære regningen for en miljøpåvirkning, det kun delvist bidrager til, er ikke rimelig.
Det er værd at bemærke, at mange af de forbudte midler er godkendt med lave doseringer og anvendes i perioder med lav udvaskningsrisiko. Herunder DFF, som ikke blot er et effektivt ukrudtsmiddel, men også en vigtig resistensbryder. Når alternativerne kræver større mængder kemi og højere omkostninger, bliver den samlede pesticidbelastning og økonomiske byrde kun større.
Vi mangler en afvejning, der anerkender, at dansk landbrug allerede er blandt de mest regulerede og miljøvenlige i verden. Det bør ikke være her, man blindt skruer på symbolpolitiske håndtag uden jordforbindelse.
Forbud, der risikerer at kvæle både økonomien og innovationen i dansk planteavl, bør kun gennemføres med tvingende faglig nødvendighed, og den nødvendighed er endnu ikke dokumenteret.
