Afsætningen af nye danske spisekartofler har i år været særligt udfordret, da supermarkeder og forhandlere har importeret ekstra mange udenlandske kartofler til det danske marked. Dem har branchen ønsket at afsætte, inden de begyndte at sælge nye danske kartofler i butikkerne. Derfor har danske avlere af tidlige spisekartofler ifølge Benny Jensen måttet nedvisne mange af kartoflerne i stedet for at de kom direkte på markedet. Når så de er lagerfaste kan de måske sælges senere på sæsonen, til en lavere pris, end det der var kalkuleret med for de nye kartofler.
- Der har været en dårlig afsætning af nye danske kartofler, fordi der har været en overflod af udenlandske tidlige kartofler, og det har virkelig ramt producenterne af danske tidlige kartofler hårdt, da de ikke har kunnet afsætte de sædvanlige mængder. At kartoflerne så samtidig også kom rigtig godt fra start, og derfor også relativt tidligt gav pæne udbytter, forværrer selvfølgelig problemet, siger konsulenten.