Rutiner og systematik skal opbygges, vedligeholdes og justeres. Frugterne er mindre tidsspilde, færre produktionsstop og en mere glidende hverdag. Det gælder i alt fra lagerstyring til kalvepasning og smittebeskyttelse. Nogle af artiklerne i dette nummer viser, hvordan målrettet systematik kan forvandle usikkerhed til ro i maven - og bedre resultater på bundlinjen.
Forebyggende sundhedsarbejde er måske det tydeligste eksempel. Når alle ved, hvor de rene støvler står og de rene kitler hænger, og hvordan kalvehytterne vaskes, reduceres risikoen for sygdom. Det er ikke raketvidenskab, men det kræver en fælles vilje og en klar struktur - og netop det er emnet for to af artiklerne, der handler om smittebeskyttelse.