Abonnementsartikel
I dag, 10. januar, danner Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer rammen om et såkaldt kick off-møde, hvor et projekt for at udvikle og producere bedre svinekød til forbrugerne bliver sparket i gang.
Forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet skal sammen med deres kolleger fra hele verden i de følgende år arbejde for at forbedre kvaliteten af svinekød.
- De skal tage forbrugernes ønsker til kødet, miljøpåvirkninger samt økonomien i hele produktionskæden fra forbrugerniveau til forarbejdning, opdræt og avl i betragtning i deres undersøgelser, lyder det i en pressemeddelelse fra fakultetet, der tidligere var kendt som KVL.
I projektet vil forskerne blandt andet analysere, hvordan tusindvis af gener aktiveres gennem grisens liv, og hvordan det kommer til udtryk i den kødkvalitet, forbrugeren oplever ved middagsbordet.
Desuden vil forskerne udvikle nye kødprodukter med mindre saltindhold til gavn for folkesundheden og undersøge forbrugernes overvejelser, når de køber og spiser svinekød.
Endelig vil forskerne eftersøge den endnu ukendte "kødfaktor", der findes i svinekød og andre kødtyper og som øger optagelsen af jern fra eksempelvis grøntsager.
Forskningen sker i forbindelse med det store Q-PorkChains under EU's sjette rammeprogram for forskning. Projektet har et samlet budget på 155 millioner kroner, hvoraf de 108 millioner kroner betales af EU.