Det er en god idé at gå i gang med at planlægge dit projekt allerede nu, hvis du er interesseret i at etablere et minivådområde og søge tilskud, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.
Minivådområdeordningen er en af de frivillige indsatser, som skal medvirke til at mindske udledning af næringsstoffer til vandmiljøet.
Landbrugsstyrelsen har sendt bekendtgørelsen til Minivådområdeordningen 2024 og 2025 i høring, og høringsfristen er 11. marts 2025.
Herefter forventer styrelsen, at bekendtgørelsen træder i kraft 1. maj 2025.
Der er som tidligere år 100 procent i tilskud til at anlægge minivådområdet, og derudover kan man søge om kompensation for at udtage og vedligeholde arealet, som der er afsat en pulje på 17,5 millioner kroner til.
Minivådområders effekt tilskrives kystvandoplandet og ikke den enkelte landmand. Minivådområder skal opretholdes i 10 år. Tilskuddet er finansieret med EU-midler under Den fælles landbrugspolitik for 2023-2027.
For at etablere et minivådområde kræver det, at du er en privat ansøger, som ejer eller forpagter et areal, der er udpeget som "egnet" eller "potentielt egnet" til etablering af minivådområder.
Minivådområdet skal derudover placeres i en kystvandgruppe, hvor der vurderes at være et kvælstofindsatsbehov og have en tilstrækkelig kvælstofeffekt. Du kan læse mere om ordningen på Tilskudsguiden for Minivådområder 2025, når ordningen åbner 1. maj 2025
Du kan få gratis hjælp til at søge om tilskud til at etablere et minivådområde og gratis hjælp til at planlægge, designe og gennemføre dit minivådområde hos udtagningskonsulenterne, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.