Man kan som bekendt ikke blæse og samtidig have mel i munden. Den Grønne Trepart prøver alligevel at gøre begge dele.
Det umulige ligger i forholdet mellem landskabets naturværdier på den ene side og produktion, der skal løse en serie af udfordringer på den anden.
I aftalen er der lagt op til, at hver syvende hektar landbrugsareal skal tages ud af drift og hovedsageligt omdannes til natur.
En omfattende reduktion af landbrugsarealet vil uundgåeligt føre til lavere fødevareproduktion.
Danmark er blandt verdens mest effektive landbrugsnationer, og en begrænsning i dyrkningsarealet betyder enten højere import eller reduceret eksport - begge dele med konsekvenser for økonomi og forsyningssikkerhed.
Et andet aspekt er biomasseproduktionen til biogasanlæg. Biogas spiller en nøglerolle i den grønne omstilling, men hvordan sikrer vi nok biomasse, hvis store landbrugsarealer tages ud af produktion?
Der er allerede i dag en stigende konkurrence om biomasseressourcer, og med flere landmænd, der afgiver jord til naturformål, vil der opstå et pres på forsyningen.
Hvis Danmark samtidig fastholder en ambition om at øge biogasproduktionen, kan det resultere i, at vi enten må importere biomasse eller omlægge tidligere fødevarearealer til biomasseproduktion - hvilket er en selvmodsigelse i forhold til målet om at prioritere natur og klima.
Biogas er sammen med blandt andet power-to-x helt klart vejen frem for at producere klimaneutrale brændstoffer. Det handler ikke kun om grøn energiproduktion, men også om sikkerhedspolitiske interesser, der skal sikre uafhængighed fra olie og gas fra blandt andet Rusland.
Den Grønne Trepart risikerer at få utilsigtede konsekvenser, hvis ikke landbrugets produktionsvilkår tænkes grundigt igennem. Mit håb er, at energi- og fødevareforsyning tænkes igennem endnu en gang.
Vi har kun et begrænset areal, og selvom det er dejligt at nyde natur, er det forsyning og sikkerhed, der bør komme i første række.
