Som emne er foder og fodringsteknik ikke alene omfattende og komplekst. Det vejer også tungt i klimadebatten og trækker store forskningsbudgetter, lige som det tiltrækker mange innovative kræfter og hele tiden har politisk bevågenhed.
Christiansborgs interesse ses ikke mindst i den nye trepartsaftale, hvor man indirekte kan læse, at majsen er ugleset, fordi den anses for at være den foderafgrøde, der medfører størst risiko for udvaskning af kvælstof. Vi gennemgår de punkter i aftalen, der kan få konsekvenser for dansk svinebrug. Og en af konsekvenserne kan netop blive, at der kommer lidt mindre majs i fremtidens siloer på bekostning af for eksempel mere hvede, rug og raps.