- Jeg skal kigge på en maskine.
Skoventreprenør Peter Troelsen tænker ikke længe, når Grønteknik.dk spørger ham, hvorfor han tog turen til Have & Landskab 2011 sammen med Anne Lauritzen og hunden Balter.
- Vi skal selvfølgelig også gå rundt og kigge på alle de andre ting, men vi er her mest for at kigge på en grenknuser fra Wirtgen, som vi regner med at købe, siger Peter Troelsen.
Håber at få rabat
Han har fået et godt øje til grenknusere fra Wirtgen ved en tidligere messe, men de maskiner var dog for store for ham.
- Og nu har de så lavet en mindre maskine, som passer bedre til mig, smiler Peter Troelsen, der satser på at få lidt rabat fra maskinleverandøren.
- Jeg håber, jeg kan få den lidt billigere, hvis jeg køber den her på messen på fredag. For så sparer de transporten, da de ligger i Jylland, og vi bor her tæt på Slagelse, siger Peter Troelsen.