Abonnementsartikel

Den første halvbugserede såmaskine fra Fiona Maskinfabrik åbner døre til nye kapaciter. Det første eksemplar var med på Agromek, hvor firmaet også viste eksempler på såkombinationer til efterafgrøder

Inden længe står foråret for døren og dermed også en ny så-sæson. Hos Fiona Maskinfabrik A/S, der producerer såmaskiner og udstyr, tager man hul på den nye sæson ved at lancere den første halvbugserede såmaskine i firmaets historie.

Seedcom Super Nova kommer i første omgang kun ud i tre til fem eksemplarer, som i løbet af 2007 skal testes hos den enkelte landmand. På den måde bliver det en pålidelig såmaskine, der er klar, når sæson 2008 sætter ind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Såteknikkerne i Seedcom Super Nova er de samme velkendte dele, som vi har på flere af vores eksisterende modeller. Når vi stadig ønsker at teste maskinen, er det fordi, vi vil være sikre på, at konstruktionen i sig selv er stærk nok til at kunne modstå strabadserne hos landmanden, fortæller Sven Christensen, sælger hos Fiona Maskinfabrik, om årsagen for at lade såmaskinen teste et helt år.

Og det er gået stærkt fra tanke til handling med såmaskinen. De første streger blev slået i september 2006, og det første eksemplar står nu klar.

Giver mere kapacitet

Der, hvor den halvbugserede konstruktion for alvor gavner landmanden, er kapaciteten.

1.400 liter er den største tank, som kan fås på firmaets liftophængte såmaskiner. Men med et tankindhold på 3.450 liter for en tre-meters udgave og 4.600 liter i fire-meter-versionen, så kan landmanden køre betydeligt længere på en tankfuld, end det har været tilfældet tidligere.

- Vi var nået til en fysisk grænse med de liftophængte såmaskiner. Selvom traktorerne bliver større, så sætter en liftophængt såmaskine med et stort rumindhold til såsæd krav til traktorens liftsystem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den grænse har vi nærmest fjernet ved at gøre såmaskinen halvbugseret. Det gør også, at vi bedre kan følge med udviklingen og landmandens ønsker om mere kapacitet, fortsætter Svend Christensen.

Nu gør det ikke det store, at vægten fra korntanken er forøget, for vægten fra tanken hviler på pakkevalsen bagerst, mens en mindre del hviler dels på gummipakkervalsen i for, som pakker mellem traktorens dæk.

Slæbe- eller skiveskær

Seedcom Super Nova kan fås både med slæbeskær og skiveskær.

Såmaskinen er ikke beregnet til at så direkte i ubearbejdet og stiv jord. Men med et skærtryk på op til 20 kilo pr. skær, så er der mulighed for, at den udover pløjet jord også kan så i bearbejdet stubjord, såfremt jorden er tilstrækkelig løs.

Som udgangspunkt indstilles trykket mekanisk via fjedre, men såmaskinen kommer også i en udgave, hvor trykket indstilles hydraulisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er dybdestop på såskærene, så selvom der er fuld tryk på skærene, bliver såsæden aldrig lagt længere ned, end chaufføren har indstillet dybden til.

- Vi arbejder på en model, hvor vi også kan så gødning ud sammen med frøene, men den er ikke helt klar endnu, siger Svend Christensen.

- I første omgang kommer Seedcom Super Nova i to modeller på tre og fire meter. En større model er ikke på tegnebrættet endnu, for det kræver en helt andet konstruktion - blandt andet at såmaskinen kan klappes sammen under transport, fortsætter Svend Christensen.

Udstyr til efterafgrøder

På Fionas stand var der masser af såmaskiner - også de mere enkle af slagsen. Blandt andet en enkelt såkombination til udsåning af efterafgrøder.

- Vi har taget en særdeles kraftig stubharve ind som handelsvare. På den har vi bygget en af vores såmaskiner på og konstrueret den sådan, at frøene falder ud på små spredeplader. Efterfølgende sørger en valse for at pakke jorden omkring frøene, så de har gode betingelser for at spire, forklarer Svend Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vertsem XL kan leveres i arbejdsbredder på 2,5, 3,0 og 4,0 meter med såkasseindhold på 250, 300 og 400 liter.