Abonnementsartikel
Grovvareselskabet DLG bliver nu partner med én af de store inden for telekommunikation.
Det sker, fordi TeliaSonera har købt Debitel Danmark, som hidtil har været DLGs telepartner.
DLG Tele ejes for 50 procents vedkommende af DLG, og nu ejes den anden halvdel af Telia.
- Det er positivt, at Telia og DLG nu er partnere i DLG Tele. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at Telia er et stærkt teleselskab, der har strategier for hele Østersøområdet, siger Asbjørn Børsting, administrerende direktør i DLG.
DLG forventer ikke, at handlen vil påvirke kundernes abonnementsforhold.
- Men DLG forventer, at det vil styrke de ydelser, DLG Tele tilbyder kunderne. Der er ingen tvivl om, at Telia fører en udfordrende strategi på telemarkedet inden for specielt mobilkommunikation. Det skal vores kunder kunne drage fordel af. Derudover forventer vi at kunne tilbyde et mere varieret sortiment og flere forskellige serviceydelser, siger Keld Kruse, administrerende direktør i DLG Tele.
DLG Tele I/S startede i 1998 og har nu 207.000 abonnenter. Teleselskabet havde i 2005 en omsætning på 352 millioner kroner.
DLGs primære aktiviteter ligger inden for landbrug i form af foder til husdyr, korn og hjælpestoffer til plantedyrkning, men også hjælpestoffer til landmanden som for eksempel olie og forsikringer er med i produktsortimentet.
DLG-koncernen havde i 2005 en omsætning på 15,1 milliarder kroner og har cirka 2.600 medarbejdere.