Lyt til artiklen:

Skovlandbrug kan blive nyt klimamiddel

00:00
Hastighed: ???x
05:27

Skovlandbrug kan potentielt gøre danske landbrug mere produktive, klimavenlige og modstandsdygtige overfor ekstremt vejr, lyder det fra DCA, Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet, i deres årlige udgivne klimavirkemiddelkatalog.

Begrebet skovlandbrug dækker over landbrugssystemer, hvor træer akkompagneres af andre planter eller dyr. Metoden vinder langsomt frem som dyrkningsform.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Kiril Manevski, der er forsker og seniorrådgiver på Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, kan skovlandbrug hjælpe med at nedbringe udledningen af klimagasser.

- Træer binder kulstof mere effektivt og i længere tid end mange andre planter. Det skyldes blandt andet, at de ikke hverken fældes eller beskæres hvert år, og selv når stammer og grene høstes, efterlader de et stort rodnet, som bevarer kulstof i jorden, siger han.

På grund af dette, er skovlandbrug i år kommet med i Klimavirkemiddelkataloget med forskellige initiativer, der kan nedbringe landbrugets udledning af drivhusgasser.

Det udgives hvert år af DCA som en del af den forskningsbaserede rådgivning, Aarhus Universitet udfører for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Reduktion i udledning af klimagasser

Klimafordelene ved skovlandbrug består ikke alene i bindingen af kulstof, forklarer Kiril Manevski, der udover at være PhD i agroøkologi også er medforfatter til Klimavirkemiddelkataloget. En anden vigtig effekt er, at træerne ændrer jordens kvælstofcyklus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Forskning viser reduceret nitrifikation og stabilisering af reaktivt kvælstof i skovlandbrug uden dyr. Når skovlandbrug integreres med dyr, ser vi at træerne fordeler dyrenes kvælstofudledning ud over området. Og det betyder i sidste ende, at der udledes mindre lattergas, forklarer Kiril Manevski om den klimagas, hvis effekt er 310 gange større end effekten af CO2.

Endelig er brugen af tungt maskineri ofte mindre i skovlandbrug end i konventionel kornproduktion, og derfor er udledningen af CO2 også mindre end i traditionelle dyrkningssystemer. Og det er yderst relevant efter, at Den Grønne Trepart i juni 2024 fastslog, at danske landmænd fra 2030 skal betale en afgift på deres udledning af klimagasser.

Dyrkningsform i Sydeuropa

Skovlandbrug er mere almindeligt i Sydeuropa, men konceptet stammer fra endnu varmere himmelstrøg, hvor nyttetræer kombineres med grøntsager som rodfrugten jams, og kakao- og kaffeplanter med fordel kan dyrkes i skyggen af større træer.

I Danmark er konceptet relativt nyt, og det betyder, at selvom der findes mange videnskabelige studier fra andre klimabælter, er der kun få af dansk praksis.

- I skovlandbrug er der en stor akkumulativ effekt over tid, som vi kan undersøge ved at lave længerevarende, danske studier. Og så har vi brug for at kunne måle den fulde optagelse af kulstof i træernes rødder, hvilket er vanskeligt, fordi de stikker så dybt ned i jorden, forklarer Kiril Manevski.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Uanset hvilken type skovlandbrug, der er tale om, øger det biodiversiteten. Træerne er værter for mange andre arter, og de arter vokser i både variation og antal, når landskabet bliver mere forskelligartet.

Det er nemmere at skabe en sund jord i skovlandbrug, fordi jorden ofte bearbejdes mindre end i intensive monokulturer. Det betyder mindre jordpakning, flere insekter og orme, samt et rigere mikrobiologisk liv. Og så hjælper træernes rodnet med at holde på jorden i perioder med meget regn.

- I skovlandbrug anvender man desuden typisk færre pesticider og gødning end i traditionelle landbrug, og det betyder, at miljøbelastningen er mindre, siger Kiril Manevski.

Træerne er med til at regulerer temperaturen for både dyr og planter. De giver skygge på solrige dage og læ, når det blæser og regner. Det giver en robusthed i perioder med ekstremt vejr. Samtidig giver de varierede områder en beskyttelse for for eksempel høns, der kan gemme sig for rovfugle under træer og buske. På den måde stimuleres dyrenes naturlige adfærd, hvilket resulterer i bedre dyrevelfærd.

Hvor er ulemperne?

Ifølge Kiril Manevski skal der udvikles og etableres nogle mere økonomisk rentable systemer, før skovlandbrug i Danmark kan konkurrere med traditionelle dyrkningssystemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskning, som han og flere kollegaer fra Aarhus Universitet har deltaget i, peger på en let tilgængelig kombination af græs og kløver i samspil med nogle af de hurtigt voksende træer, som pil og poppel, der kan afsættes til for eksempel bioenergi.

Og så er det vigtigt at være opmærksom på, at man har at gøre med en dynamisk, biologisk proces, som involverer stor variation og konkurrerende planter eller arter.

- Afgrøderne skal udvælges nøje, men der er nogle generelle principper, som er velafprøvede. Så vi starter ikke fra nul og ser meget gerne en fortsat innovation på området, siger Kiril Manevski.