Spørgsmål til vandområdeplanernes faglige grundlag

Når man ser på et Danmarkskort og sammenligner vandområdeplan 2 (VP2) (2015-2021) med vandområdeplan 3 (VP3) (2021-2027), er det iøjnefaldende, at store områder, som i VP2 havde omfattende indsatskrav i form af målrettede efterafgrøder, i VP3 ingen indsatskrav får - og omvendt (se figur 1).

Som landmand og for os som landmændenes rådgivere er det meget svært at se en rød tråd i kravene til kvælstofreduktion i de tre vandplaner. For hver vandplan lægges en ny kurs, der fra landmandens synspunkt kun kan opfattes som en slingrekurs.

.

Svaret fra Miljøstyrelsen (MST) er, at vandområdeplanerne bygger på et solidt fagligt grundlag, og det bagvedliggende modelgrundlag er "state of the art". Men med billederne af iltsvind på nethinden er det så stadig legalt at stille spørgsmål til og undre sig over det faglige grundlag for planerne? Vi vil gøre et forsøg her.

I VP2 var modelgrundlaget ligeledes udråbt til "state of the art", så det første naturlige spørgsmål er: Regnede man helt forkert i VP2, når der er så iøjnefaldende forskelle mellem de to planer?

Begge modelresultater kan ikke være rigtige. Hvilken vandplan skal man stole på?

Modelfejl i beregning for kystområder

Landbrugsorganisationer på Sjælland, Lolland og Falster har påvist, at der er modelfejl i beregningen af belastningen for Nakskov Fjord og kystområdet Rødsand/Bredningen.

For de to kystområder viste modelberegningerne, at kvælstofbelastningen mellem VP2 og VP3 var steget med henholdsvis cirka 55 procent og cirka 50 procent. Det kan forklare, hvorfor der ingen indsats var i VP2, mens der i VP3 er behov for en stor kvælstofreduktion.

Den forståelse af, at modellerne overestimerede udvaskningen af kvælstof fra landbrugsarealerne, medførte, at der er udarbejdet to notater (se kilde 1 og 2), hvor Aarhus Universitet bekræfter, at der er lavet fejl i modelberegningerne.

Statusbelastningen for Nakskov Fjord blev i VP3 nedjusteret med cirka 143 ton N, og indsatskravet er nu på højde med VP2. Konklusionen må være, at modeller og måden, man anvender dem på, ikke er ufejlbarlige, og det er legitimt at stille fagkritiske spørgsmål til vandområdeplanerne.

Vandrammedirektivet stiller krav om opnåelse af god økologisk tilstand, som i kystområder fastlægges ud fra dybdeudbredelsen af ålegræs, algevækst og bunddyr. Foto: Colourbox.

Problematisk at fokusere på lystilgængelighed

Vandrammedirektivet stiller krav om opnåelse af god økologisk tilstand, som i kystområder fastlægges ud fra tilstanden af tre kvalitetselementer:

I modelgrundlaget for VP2 og VP3 er det ikke ålegræssets udbredelse i sig selv, der anvendes, men i stedet bruger man lystilgængelighed (Kd) som proxy for udbredelsen.

Dette blev kritiseret i den internationale evaluering af VP2 i 2017 (kilde 3). Den internationale evaluering slog dengang fast, at det er et problem at bruge Kd, fordi lystilgængelighed ikke er den eneste forudsætning for vækst af ålegræs.

Dertil kommer, at sammenhængen mellem Kd og kvælstoftilførsel er svag. Det er selvfølgelig problematisk, når Kd netop bruges til at fastsætte den maksimale kvælstofudledning. Den internationale evaluering konkluderede, at ingen af de anvendte modeller har påvist en stærk sammenhæng mellem kvælstoftilførsel og Kd.

Blandt mange andre steder ses den manglende sammenhæng i Kattegat, når vi sammenligner de sidste cirka 30 års fald i N-koncentration med sigtdybdens udvikling. Det er tydeligt, at sigtdybden ikke har responderet på faldet i N-koncentration (se figur 2).

.

Derimod responderer klorofyl på reduktionen af kvælstof (se figur 3). Vandplanerne antager, at vækst af ålegræs alene er mulig, hvis lysforholdene er i orden. Men lysforhold er ikke det eneste, der påvirker ålegræssets udbredelse. Bundens beskaffenhed er også afgørende.

.

Mange har nok set videooptagelser med dykkere, der kan stikke hele armen ned i dybt mudder. En så mudret bund vil i sig selv give uklart vand, men det vil også være umuligt for ålegræs at finde rodfæste sådan et sted. Uanset hvor lille kvælstoftilførslen måtte blive.

Når fokus udelukkende er på Kd, er der mange andre presfaktorer på ålegræs, der ikke bliver adresseret. Med fastholdelsen af Kd som proxy går MST imod anbefalinger og konklusioner fra den internationale evaluering og fastholder en tilgang, der ikke kan forventes at give god økologisk tilstand for kvalitetselementet ålegræs.

At der er målopfyldelse i forhold til klorofylkravet betyder, at det ikke er algevækst og dermed udledningen af kvælstof, der er en hindring for ålegræssets udbredelse og vækst. Foto: Colourbox.

Sigtdybde og N-udledning

Sigtdybde og kvælstofudledning er ringe korreleret. Ifølge Novana er udviklingen i sigtdybden i fjorde og kystvande uændret i de seneste godt 30 år, mens den har en svagt stigende tendens i de åbne indre farvande. Begge steder med stor år-til-år-variation (se kilde 4). Kvælstofudledningen fra landbruget er i samme periode reduceret med cirka 40 procent (se kilde 5). Det er ellers tættest på kysten, hvor sigtdybden er dokumenteret uændret, at tilstanden overvejende skulle være bestemt af udledninger fra land (se kilde 4).

Forklaringen på det er, at sammenhængen mellem kvælstofudledninger og sigtdybde langtfra er så entydig som antaget. Andre faktorer spiller også ind, hvilket den internationale evaluering også påpegede (se kilde 3). Danmark står i øvrigt alene om at bruge lysforholdene som en parameter for beregning af målbelastningen.

På trods af ovenstående anvendes Kd (lys) som proxy for ålegræssets dybdeudbredelse som en væsentlig parameter og indgår i vandplanernes modelgrundlag. Det er problematisk. Konsekvenser af lys som parameter Kattegat, Roskilde Fjord og Isefjord betegnes i vandplanen som et "sammenhængende helopland".

Det betyder, at der beregnes en målbelastning for hele området samlet. Den finder man ved at tage gennemsnittet mellem de maksimale tilførsler for henholdsvis algevækst (1827 ton N pr. år) og Kd (629 ton N pr. år). Det giver et kvælstofmål på 1243 ton N pr. år, som altså dækker over to signifikant forskellige beregningsresultater.

Der er tale om komplicerede modelberegninger, men det er svært at forstå, at beregninger, der skal give os "god økologisk tilstand", kan falde så utrolig forskelligt ud.

Beregningen på klorofyl viser, at der med den nuværende kvælstofbelastning fra oplandet er målopfyldelse, mens der ville være behov for braklægning af op mod 100 procent af oplandet til Kattegat, Isefjord og Roskilde Fjord, hvis målet for Kd skal nås.

Det er rigtig svært at forstå - når netop algevæksten (det vil sige klorofyl) skulle være den væsentligste faktor for det manglende lys til ålegræsset.

Ifølge Miljøstyrelsens tilstandsvurdering af Kattegat, er der målopfyldelse på klorofylkrav og bunddyr, mens tilstanden af ålegræs er ukendt. Det betyder, at målbelastningen og det efterfølgende indsatskrav over for landbruget alene er fastsat på baggrund af Kd uden viden om ålegræssets faktiske tilstand i Kattegat.

At der er målopfyldelse i forhold til klorofylkravet betyder, at det ikke er algevækst og dermed udledningen af kvælstof, der er en hindring for ålegræssets udbredelse og vækst. Konsekvensen af fremgangsmåden er stor for alle landmænd i oplandet til Isefjord. Målbelastningen for Kattegat er så lav, at man i vandområdeplanen fordeler reduktionskravet over oplandet til både Kattegat og Isefjord. Ellers ville målet ikke kunne nås.

Hvor gode er modellerne?

For alle modellerne har man undersøgt, hvor god den enkelte model er til at beskrive eller forudsige den enkelte parameter som blandt andet klorofyl og Kd. For at fastslå modellens 'performance' anvender Dansk Hydraulisk Institut (DHI), der har stået for modelleringen, tre indekser ud fra valideringsdata: Spearman Rank, P-Bias og Cost Function (se kilde 6 og 7).

Den væsentligste er Spearman Rank, der groft sagt giver et tal for, hvor godt målte og beregnede data passer sammen (se kilde 8). Alle tre indekser klassificeres i fire klasser:

En gennemgang af modelresultaterne viser, at parameteren Kd (lys) på Spearman Rank for alle målestationer er beregnet til "Poor" for både Isefjord og Roskilde Fjord. For Kattegat er den "Good". For klorofyl er Spearman Rank for alle målestationer beregnet "Poor" for Kattegat og Isefjord. For to målestationer i Roskilde Fjord er den beregnet "Poor", og for en enkelt er den "Good".

Konklusionen for Isefjord og til dels Roskilde Fjord og Kattegat er, at den anvendte model i kystområderne overvejende er dårlig, eftersom målte data ikke stemmer overens med modellens beregninger.

Alligevel danner resultaterne grundlaget for målbelastningen for Kattegat, Roskilde Fjord og Isefjord. Selvom modellen på et nationalt plan kan give retvisende resultater, er det relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om den mekanistiske model er velegnet til at fastsætte kvælstofmål på lokalt niveau.

Modeller ændres uden begrundelse

Det fremgår af det faglige baggrundsmateriale til VP3, at man ved modelresultater, som giver højere målbelastninger end den nuværende statusbelastning, afskærer modelresultatet til statusbelastningen (se kilde 9).

I VP2 blev der for enkelte kystvande beregnet et negativt indsatsbehov, hvilket må tolkes som et råderum mellem den daværende aktuelle kvælstofbelastning og den beregnede målbelastning. Med den anvendte metode i VP3 fjernes "råderummet" i de kystområder, hvor modellerne altså beregner et sådant.

Det har indtil videre ikke været muligt at finde et notat eller rapport, der begrunder den afgørende metodeændring mellem VP2 og VP3. Der er afskæring af modelresultatet på målbelastningen for indre Roskilde Fjord og for Kattegat.

Især afskæringen for Kattegat er problematisk, da den er medvirkende årsag til det store indsatskrav, der som forklaret overføres til oplandet til Isefjord. Den faglige begrundelse for afskæring mangler for denne metode til beregning af målbelastning og indsatsbehov.

Der skal være plads til kritik og faglig undren

Spørgsmålet er, om anvendelse af en målbelastning beregnet på baggrund af de opstillede kritikpunkter som vist for Isefjord, Roskilde Fjord og Kattegat kan anvendes som et reguleringsgrundlag over for landbruget. Vi modsætter os ikke at reducere kvælstof, vi løber ikke fra landbrugets ansvar, og vi bakker op om at sætte tempo på alle de indsatser, der kan bringe vandmiljøet i bedre forfatning. Men de faglige fejl, vi har fundet, de spørgsmål, vi har stillet, og de svar, vi har fået, legitimerer, at det stadig er relevant og formålstjenligt at stille fagligt kritiske spørgsmål til vandområdeplanerne. Iltsvind eller ej.

(Artiklen er tidligere bragt i DM BIO-temamagasinet med titlen "Vandmiljøerne er under pres" (nr. 4, december 2023). DM BIO er et fagligt fællesskab under DM som resultat af en fusion med JA og DSL. Læs mere på dm.dk/bio).

Skriftligt svar fra Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen har givet skriftligt svar på spørgsmål fra Erik Hansen Blegmand og Jens Kahr om indsatskrav i VP3.

I forbindelse med Erik Hansen Blegmand og Jens Kahrs undren, kritik og spørgsmål, fremsendte de i maj 2023 spørgsmål til Aarhus Universitet, DTU Aqua og Miljøstyrelsen. Kun Miljøstyrelsen kom med tilkendegivelse om, at de ville svare på spørgsmålene.

Et overordnet kritikpunkt fra Erik Hansen Blegmand og Jens Kahrs var:

"Når man ser på et Danmarkskort og sammenligner vandområdeplan 2 (VP2) (2015-2021) med vandområdeplan 3 (VP3) (2021-2027), er det iøjnefaldende, at store områder, som i VP2 havde omfattende indsatskrav i form af målrettede efterafgrøder, i VP3 ingen indsatskrav får - og omvendt."

Spørgsmål til Miljøstyrelsen

"Regnede man helt forkert i Vandområdeplan 2, når der er så iøjnefaldende forskelle mellem den og Vandområdeplan 3 i forhold til indsatskravet for målrettede efterafgrøder? Begge modelresultater kan vel ikke være rigtige. Så hvilken vandplan skal man stole på?"

Svar fra Miljøstyrelsen

På baggrund af opfordringer fra det internationale panel, der blev nedsat efter VP2, er der lavet en række forbedringer i VP3.

Det har styrket det faglige grundlag for at opgøre de nødvendige indsatser i de marine vandområder. Det er sket ved både en opdatering af data for blandt andet tilstanden i kystvandene og omfanget af udledninger af næringssalte, og ved at der i VP3 tages mere højde for de lokale forskelle.

Kystvandene inddeles i forskellige typer efter naturgivne faktorer som for eksempel tidevand, saltholdighed, vanddybde, vandudveksling m.v.

I forbindelse med VP3 er den grundlæggende beskrivelse af de enkelte kystvandes naturgivne forhold, herunder geografiske, topografiske, geologiske og fysiske forhold forbedret.

Inddelingen af kystvandene i forskellige typer er på den baggrund ændret i en række kystvande. Desuden er afgrænsningen af kystvandene og deres opland er opdateret. I VP3 er der således 109 kystvande, hvor der i VP2 var 119.

De marine modeller anvendt til at beregne målbelastningen i vandområdeplanerne er udbygget i VP3, således at stort set alle kystvande er omfattet af avancerede hydrodynamiske økosystemmodeller.

Det betyder, at modellerne kan håndtere den udveksling af vand og næringsstoffer, der sker mellem de enkelte kystvande og farvandsområder i Danmark, samt håndtere betydningen af næringsstoftilførsler fra andre lande og atmosfæren.

Vurdering af tilstanden i kystvandene bygger, som nævnt, på et opdateret datagrundlag i VP3. Tilstanden er nu baseret på mere vandområdespecifikke vurderinger af miljøtilstanden i kystvandene.

Ved fastlæggelsen af de grænseværdier, der bruges til, at vurdere om et område er i god tilstand, bliver der i endnu højere grad end i VP2 taget højde for lokale forhold og vandudvekslingen mellem kystvandene.

Ud over at indsatsbehovet er ændret fra VP2 til VP3 er kvælstofindsatsen til kystvandene fordelt inden for andre rammer end i VP2. Ved fordeling af indsatser i VP3 er sammenhængende vandområder med tilhørende oplande indarbejdet, således at indsatserne i opstrøms deloplande er forudsat at komme de nedenfor liggende kystvande til gode.