Abonnementsartikel
Eks-bestyrelsesformand Ole Ahrendt-Jensen, Hornbæk, er gået i aktion for at sikre nyt liv for det kollapsede fynske miljøselskab. Målet er at skaffe 100 millioner kroner til det krakkede fynske miljøselskab, skrev Fyns Stiftstidende i lørdags.
- Der er store, potentielle teknologiske muligheder i Bioscan. Og der er blevet lagt så mange kræfter i at positionere selskabet på det nationale og internationale marked, at det ville være skammeligt passivt at se til, mens virksomheden falder fra hinanden, siger Ole Ahrendt-Jensen.
Tidligere erfaringer
Ole Arendt-Jensen trådte til som bestyrelsesformand i 2002, da Bioscan også befandt sig i en akut krise. Han optrådte dengang som redningsmand og sikrede kapitalindskud fra flere store investorer.
Efter at Bioscan gik i betalingsstandsning 26. januar i år, har Ole Arendt-Jensen forelagt planerne for et nyt velkapitaliseret Bioscan for sine finansforbindelser. Lige nu oplyser han at have opnået tilsagn fra tre investorer om et samlet indskud på 40 millioner kroner.
Hvis redningsaktionen lykkes, er planen snarest at indkalde til en generalforsamling, hvor der kan vælges en ny bestyrelse.
Han har også haft en positiv kontakt til milliardæren Gunner Ruben, der gennem sit selskab Sydfyenske Holding A/S, de seneste tre år har støttet Bioscan med kautioner, når bankerne ikke har villet være med.
Aktuelt har Ruben erklæret sig parat til at færdiggøre Bioscans prestigeanlæg, et kombineret biogas- og separationsanlæg, som tilstræbes afleveret til Østkraft inden udgangen af denne måned. Anlægget skal tjene som referencemodel over for markederne.
Rigtigt initiativ
- Jeg synes, det er et godt initiativ, der er taget. Det burde bestyrelsen have gjort. Det burde have været dens fornemste opgave, siger Poul Ejner Rasmussen, Bioscans Stifter og storaktionær.
- I et selskab med 4000 aktionærer bør man naturligvis give ejerne en chance for at være med. Jeg har talt med mange, som er forundrede over, at de ikke er blevet orienteret om selskabets situation, understreger Poul Ejner Rasmussen.
Poul Ejner Rasmussen har selv erklæret sig parat til at deltage i nytegningen, som skal være med til at sikre Bioscan, "netop på et tidspunkt, hvor teknologien er i medvind, og der er mulighed for at opnå den nødvendige værditilvækst".