Faktisk var det lidt af en tilfældighed, der førte til, at Tom Pedersen i dag har gjort direkte salg af højtryksrensere og trailersprøjter til sit levebrød.

- Det startede med, at vi gerne ville vaske svinestierne hjemme på den fædrene gård med større mængder vand, siger Tom Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På en maskinudstilling i Tyskland kom vi i kontakt med en pumpeleverandør, der havde nogle pumper, vi synes passede godt til vores behov.

- I første omgang var det især vandmængden, vi havde fokus på. Men efter på egen krop at have oplevet, hvor meget det betyder at vaske med noget udstyr, der passer til opgaven, fik jeg mod på at give nogle af mine erfaringer videre og sælge nogle højtryksrensere, der også kunne give andre landmænd arbejdslettelser, fortæller Tom Pedersen.

Smed i landbruget

Tom Pedersen er uddannet smed, men opvæksten på en gård har haft stor betydning for hans tilgang til opgaverne med at reparere på de forskellige maskiner.

- Landmænd vil have nogle robuste og enkle maskiner, som er driftsikre, så det ikke giver bøvl og dyre regninger for reparationer og service.

- Jeg nyder at snakke med landmænd og glæder mig, når det går dem godt. Mine rødder i landbruget har nok præget mig en del, og jeg oplever det at være selvstændig som en kæmpe drivkraft, kommer det fra Tom Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holdning til tingene

Rengøring med højtryksrenser hører til blandt de mest belastende arbejdsopgaver i landbruget.

- Det er derfor ikke nok, at højtryksrenseren kan sætte fut i vandstrålen. Medarbejderne skal også kunne holde til arbejdet og have en oplevelse af, at arbejdet bliver lettere ved at have noget udstyr, der fungerer og passer til opgaven.

- Jeg siger tingene ligeud – landmændene skal vide, hvad de får, fastslår Tom Pedersen.

- Det nytter ikke noget at købe en højtryksrenser med en ydelse på for eksempel 40 liter vand pr. minut, hvis medarbejderen ikke kan holde til at gå med den i mere end to timer, og der er vaskearbejde til en hel dag.

- Omvendt nytter det heller ikke noget, at der arbejdes med en for lav ydelse, da timelønnen til medarbejderen jo også er en parameter, fortsætter Tom Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trailersprøjter kom til

En række henvendelser fra landmænd fik i efteråret 2005 Tom Pedersen til at blive importør af MonicaMist trailersprøjter. Sprøjterne importeres direkte fra fabrikken Italien og fås i modeller fra 1.500 liter til 5.000 liter.

- Efterhånden, som landbrugene bliver større, efterspørges maskiner med en stor kapacitet. Ved salg af sprøjterne tager vi udgangspunkt i prisen for en sprøjte med alt det udstyr, der findes til modellen.

- På prislisten kan landmanden se priserne på alt udstyret. Hvis der er noget af udstyret, som landmanden ikke mener, er nødvendigt for ham, kan han frit fravælge det, hvorefter beløbet fratrækkes udgangsprisen.

- Det virker fleksibelt og giver landmanden et godt overblik over, hvad han køber og til hvilken pris, fastslår Tom Pedersen.

Glad og travl

For Tom Pedersen har det været en meget positiv oplevelse at kunne gøre det, der startede som en hobby, til en levevej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Foreløbig har jeg selv kunnet passe firmaet med kyndig bistand fra min kone. Men hvis den seneste tids travlhed fortsætter, vil vi formentlig ansætte en medarbejder, der kan hjælpe med salg, reparationer og service i firmaet, fortæller han.

- Efterhånden, som firmaet får nogle år på bagen, oplever vi, at nogle af de landmænd, som vi tidligere har solgt maskiner til vender tilbage for at gøre en ny handel.

- Og nok er det sjovt at handle med en landmand første gang, men det er mere end dobbelt så sjovt at handle med ham anden gang, fordi det giver en god fornemmelse af, at han har været godt tilfreds, slutter Tom Pedersen.421805-1