Abonnementsartikel

LandboNords kreds 1 har netop uddelt prisen for godt landmandskab 2007 til Anne Marie og Leif Jensen, Sønderlev, Hjørring, som anerkendelse for et solidt landmandsarbejde.

I sin motivering for pristildelingen sagde kredsformand Kathrine M. Jensen blandt andet:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Prisen for godt landmandskab gives i år til en familie, der har deltaget aktivt i det lokale samfund og foreningsliv. De har været - og er stadig – særdeles gode ambassadører for vores erhverv gennem deltagelse i arrangementer, hvor vi henvender os til det omgivende samfund, sagde Kathrine M. Jensen.

Anne Marie og Leif Jensen har et landbrug med 40 ha planteavl. Indtil for få år siden har svineproduktionen omfattet 130 søer, men nu er staldene ændret til en årsproduktion på 4.500 syv til 30 kilos smågrise samt en del slagtesvin.

Anne Marie er uddannet lærer og har undervist i 36 år på Løkken skole. Parrets fælles interesse er gymnastik, og Anne Marie er gymnastikleder i Skallerup Idrætsforening og har været aktiv i DGI.

Leif har været i bestyrelsesarbejdet i landboforeningen, og efter at han gik ud af bestyrelsen, har han været en uvurderlig hjælp ved lokale arrangementer og på Hjørring Dyrskue.

- Både Anne Marie og Leif Jensen har brugt stor energi og engagement til gavn og glæde for mange, og det er derfor med stor glæde, at de tildeles prisen for godt landmandskab 2007, lød de afsluttende ord fra Kathrine M. Jensen, kredsformand i LandboNords kreds 1.