Abonnementsartikel
Det danske landbrug fokuserer for meget på at rationalisere driften og betragter dyrene som produktionsenheder frem for levende væsner. Det øger risikoen for skuldersår på slagtesøer og inhumane dyretransporter, lyder kritikken fra Dyrenes Beskyttelse, oplyser altinget.dk.
- Landbruget betragter det her som et imageproblem. Og de vil hellere lappe på et image end at lave en reel forbedring af dyrevelfærden, siger Ole Caspersen, dyreværnsinspektør i Dyrenes Beskyttelse.
Det er især skuldersårene på slagtesøerne, der har bragt dyrevelfærden i landbruget i fokus.
En opgørelse fra 2006 viste, at antallet af politianmeldelser på grund af skuldersår var vokset kraftigt til 330 sidste år.
- Når en landmand går fra 50 søer til 1.000, så kan han ikke længere adskille dyrene fra hinanden og have et forhold til hvert dyr som et levende væsen. Så skrider det, siger Ole Caspersen.
- Førhen var der mange flere hænder til at passe det samme antal dyr, men nu er de helt nede på nogle få mandesekunder pr. dyr pr. dag, fortsætter han.
- I løbet af 20 år har landmændene skiftet en cykel ud med en Ferrari - men det er ikke alle, der kan finde ud af at styre sådan en, siger Ole Caspersen til altinget.dk.
Dansk Landbrug har nu sammen med Åbent Landbrug inviteret Dyrenes Beskyttelse til seks debatarrangementer, hvor interesserede kan diskutere dyrevelfærd direkte med landbruget.
Ole Caspersen efterlyser dog yderligere lovindgreb for at sikre dyrevelfærden.
- Vi er ikke ude på at vende strukturudviklingen eller at nedlægge dansk landbrug. Det skal også kunne hænge sammen økonomisk, siger han.
- Men når erhvervet ikke selv kan styre det, så må vi have nogle lovindgreb, der sikrer, at der er nogle absolutte minimumsting, der bliver overholdt, siger Ole Caspersen.