Abonnementsartikel

- Vi laver arbejdet, I får succesen. Sådan lyder sloganet hos Gamst Maskinstation, der både udfører landbrugsarbejde og entreprenørarbejde. Og der er mange hænder i gang for at skabe succes for de professionelle landmænd

Det er en kølig vinterdag, men hos Gamst Maskinstation er alle ansatte i sving med forskellige opgaver trods den mørke vintertid.

Gamst Maskinstation beskæftiger 15 fuldtidsansatte, og fordi virksomheden både udfører landbrugsarbejde og entreprenørarbejde, er alle medarbejderne ansat året rundt. Entreprenørarbejdet fylder godt op i kalenderen i vintermånederne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Omkring 25 procent af vores omsætning kommer fra entreprenørafdelingen, og sidste år købte vi en kloakmestervirksomhed for at få endnu mere arbejde med de gule maskiner, fortæller Kaj Rasmussen.

Over 800 hektar

Han ejer sammen med sin bror Vagn Rasmussen Gamst Maskinstation, som de to brødre for alvor satte gang i midt i 70'erne efter de begge vendte hjem fra landbrugsskole. Til virksomheden hører også tre ejendomme, hvoraf den ene med produktion af 19.000 slagtesvin er langtidsudlejet i 20 år.

- Det eneste vi har med gården at gøre, er at vi skal aftage gyllen, fortæller Kaj Rasmussen.

Gamst maskinstation driver 660 hektar jord, og til 2007 er der yderligere aftaler om 205 hektar til forpagtning.

Markplanen tæller forskellige kornafgrøder, men maskinstationen dyrker også kartofler, en smule majs og en hel del roer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I år skal vi tilså omkring 90 hektar med roer. Vi har tilmeldt os ordningen med at få sejlet roerne fra Assens til Nykøbing Falster, siger maskinstationsejeren.

Bygger på succes

Siden 70'erne er der sket store omvæltninger i virksomheden, og den er gradvist blevet større med tiden. Med årene har kunderne også ændret sig.

- Vi kan mærke, der er mere ræs på i dag end for 20 og 30 år siden. Landmændene er blevet mere pressede, og der er ikke plads til meget afvigelse på bedrifterne, der også er vokset meget de seneste år.

- Vores slogan er nu stadigvæk det samme. Vi laver arbejdet, I får succesen, lyder det med et smil fra Kaj Rasmussen i den nye administrationsbygning, som rummer kontor og frokostrum.

For at yde den mest professionelle løsning over for kunden, benytter maskinstationen sig blandt andet af GPS-udstyr, når man spreder kalk. Via udbyttekort og andre data, styres kalkmængden, så kalken tildeles præcis der, hvor der er brug for den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kun røde traktorer

Uanset hvilket hjørne man kigger omkring på Skovminde, finder man kun Massey Ferguson-traktorer. Og kunne man få entreprenørmaskiner og redskaber i samme mærke og farve, ville de også være røde.

Det er kort og godt den stærke tiltro til det engelske mærke, der har afgjort valget af traktormærke på maskinstationen.

Og traktorerne rummer modeller lige fra "den gamle grå" til et par helt store MF 8480-modeller med trinløs transmission - i alt 23 stk.

De to mejetærskere har også MF-logoet hen ad siden, og Gamst har også en enkel teleskoplæsser fra Massey Ferguson.

Ellers er det flere forskellige mærker, der præger redskabs- og maskinlisten, men fælles for dem alle er, at de står klar til at rykke ud, når sæsonen kommer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I en lille særskilt hal, står maskinstationens to gyllerørere.

- Den ene af rørerne har vi haft en smed til at lave. Den er særdeles kraftig, og der findes ikke nogen magen til. Den har selv en stationær motor, der driver røreren, forklarer Kaj Rasmussen.

- Nu venter vi bare på det kan blive forår, så vi kan komme i marken, siger den ene af de to maskinstationsbrødre.