Abonnementsartikel
Højkonjunkturen skal bruges til at hamre de økonomiske skodder til. Det økonomiske barometer mere end antyder, at der er uvejr på vej.
Sådan lyder meldingen fra LandboSyds konsulent i driftsøkonomi Jens Schjerning i foreningens seneste udgave af medlemsbladet LandboSyd Nyt.
Jens Schjerning er klar over, at han står rimeligt alene med sin prognose. Men han mener ikke, den er til diskussion.
Faktisk er der meget i den nuværende udvikling, der minder om situationen før det historiske børskrak i USA i 1929.
Og selvom vi skulle ende med at få en mildere nedtur end et verdensøkonomisk sammenbrud, så er det nu, før nedturen for alvor sætter ind, man skal sørge for at sikre sig økonomisk, pointerer Jens Schjerning.
Landmanden skal ruste sig til nedtur
Han understreger, at enhver landmand bør spørge sig selv, om han er rustet til en nedtur, der eventuelt bliver en kombination af faldende produktpriser og en stagnation eller et direkte fald i jord- og ejendomspriserne.
Et økonomisk pres af den type er sandsynligt, og landmanden bør derfor få lagt en strategi for, hvordan han vil sikrer sin økonomi.
Strategien vil ifølge Jens Schjerning være individuel på hver enkelt bedrift. Men han anbefaler at tænke defensivt.
- Landmanden kan udnytte sin friværdi til at investere i lange obligationer. Derved sikrer han sig en økonomisk polstring, som kan vise sig at være kærkommen om 3-5 år, siger Jens Schjerning.
- Man kan nemlig ikke skrue tiden tilbage, når nedturen er en kendsgerning. Og kan man låne otte millioner kroner til en fornuftig rente hos realkreditten i dag, kan man måske kun låne to millioner kroner om tre år. Eller måske slet ikke en krone om fem år, når krisen kradser, siger han.
Driftsøkonomi-konsulenten opfordrer samtidig landmænd til at benytte sig af finansielle værktøjer, der gør det muligt at fastlåse afregningspriserne.
- Det afgørende er timingen, men det kan bruges som et økonomisk værn, der skærmer mod de værste prisfald, påpeger Jens Schjerning.