Abonnementsartikel
Efter en lang vinter markerer Økodagen, søndag den 22. april, at det er blevet forår ved at lukke køerne på græs
Fødevareminister Hans Chr. Schmidt er med og holder den officielle åbningstale klokken 11.40 på Langmosegård nær Tønder.
Køerne på Langmosegård og de 37 andre gårde rundt i landet, der er med i åbent-hus-arrangementet, lukkes ud klokken 12.00.
- Landmændene kan skabe god dyrevelfærd på mange måder. Det her er en af dem, og jeg håber, at rigtig mange familier vil benytte sig af muligheden for at besøge en økologisk gård og se køerne danse, siger Hans Chr. Schmidt til Fødevareministeriets hjemmeside.
Günter Lorenzen, der driver Langmosegård nær Tønder, siger at dagen er køernes store festdag, og at det virkelig er værd at opleve, når køerne viser hvor meget liv, der er i dem. De spjætter, løber og leger og ja, viser deres glæde.
Økodagen er et samarbejde mellem økologiske mejerier og Økologisk Landsforening.