Abonnementsartikel

Slagterierne i Esbjerg, Vojens, Horsens og Ringsted vil få øget deres ugentlige slagtninger væsentlig oven på branden på slagteriet i Blans, der har lagt en væsentlig del af slagteriet øde.

Danish Crown arbejder for tiden med en plan om at overflytte slagtningerne fra Blans til de nævnte slagtesteder. Under forudsætning af, at der kan opnås de nødvendige miljøgodkendelser, vil de ekstra slagtninger ske som weekendarbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi håber, at dele af Blans atter vil komme op at køre så hurtigt som muligt. Lige nu er vores højeste prioritet, at andelshaverne kan få slagtet deres svin, siger direktør for Svinekødsdivisionen Jens Haven Christiansen.

De cirka 1000 medarbejdere i Blans er indkaldt til møde i morgen, hvor Danish Crown vil forelægge planer om fortsat beskæftigelse, men i en overgangsperiode på de andre slagterier, og som weekendarbejde.

Bandårsagen er endnu ikke oplyst, men der er omfattende ødelæggelser efter branden, og slagteriet kan først ventes i normal drift i løbet af 2008.

Opskæringen, udbeningen og pakkeriet er totalskadet, mens administrationsbygningen, frysehuset og energicentret ikke er ramt af branden. Stalden og slagtegangen er kun berørt i mindre omfang. I disse områder er der primært tale om vand- og røgskader, og derfor er der håb om, at slagtningerne snart kan komme i gang igen, hvorimod der er længere udsigt til at opskærings- og udbeningsarbejdet kommer i gang