Abonnementsartikel

CNH, der blandt andet ejer varemærkerne New Holland og Case IH, havde en betydelig fremgang i første kvartal af 2007, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Nettoindtægten gik nemlig op med 121 procent fra 43 millioner US-dollars i første kvartal af 2006 til 95 millioner US-dollars – i danske kroner fra 235 millioner til 520 millioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nettoomsætningen af landbrugs- og entreprenørmaskiner blev på 3,2 milliarder US-dollars svarende til 17,5 milliarder kroner mod 16,4 milliarder kroner i samme periode af 2006. Det var en fremgang på 6,6 procent.

Omsætningen af landbrugsmaskiner udviste en stigning til 2,1 milliarder US-dollars svarende til 11,5 milliarder kroner. Det var en fremgang på ni procent – justeres der for ændringer i valutakurser, var det dog kun en fremgang på fem procent.

Omsætningen af entreprenørmaskiner steg med 11 procent til 1,1 milliard US-dollars svarende til 6,0 milliarder kroner – justeres der for valutakurser, var det en stigning på seks procent.

Bruttooverskuddet var også stigende i første kvartal af CNHs regnskab for 2007. Det blev 601 millioner US-dollars svarende til 3,3 milliarder kroner – og det steg med hele 23 procent. Årsagen til stigningen var større produktion og højere priser for landbrugsmaskinernes vedkommende, mens bruttooverskuddet på entreprenørmaskinerne især steg på grund af stigende priser og større effektivitet på fabrikkerne.

For hele 2007 forventer CNH et betydeligt bedre resultat end i 2006, skriver koncernen.