Superwoman fra Gabøl

Da Maskinbladets udsendte møder Jette Jacobsen en fredag formiddag i marts, er hun i gang med at dække bord til 23 gæster.

Det er venner og bekendte, der er inviteret til middag på den gamle landevejskro fra 1875, hvor Jette Jacobsen bor sammen med datteren Maria på 12 og har drevet landbrug siden 1989.

Middagsarrangementet løber egentlig først af stablen aftenen efter, men Jette Jacobsen har lært, at planlægning er det bedste middel mod alt det uforudsete, der sker – på et eller andet tidspunkt.

- Jeg udskyder aldrig noget til i morgen, hvis jeg kan nå det i dag. Du kan kalde det mit motto eller sige, at jeg er et kontrolmenneske, siger Jette Jacobsen og uddyber:

- Men jeg tror bare, at jeg er født til systemer og orden, og så har livet også lært mig, at der altid sker et eller andet, der kræver din opmærksomhed, når du mindst venter det. Det kan man selvfølgelig ikke forberede sig væk fra, men det hjælper at være på forkant.

Enlig mor

Jette Jacobsen flyttede til den lille by Gabøl ved Vojens i begyndelsen af 1989 sammen med sin daværende kæreste, der senere blev hendes mand og far til de to børn, Per og Maria.

De to mødte hinanden under uddannelsen til landbrugstekniker i Odense, og selvom der var kulturforskelle mellem den nordsjællandske kvinde og den 20 år ældre sønderjyske studiekammerat, var Jette Jacobsen aldrig i tvivl om, at de to skulle drive landbrug på slægtsgården Haugaard.

Men i 1994 blev det imidlertid Jette Jacobsen alene, der skrev under på skødet til ejendommen, da svigerfaren gik på pension.

- På det tidspunkt var min mand allerede begyndt at have lange sygdomsperioder, hvor han intet kunne foretage sig andet end ligge i sin seng. Så der var ikke andre måder at gøre det på, siger Jette Jacobsen.

- Hvis gården skulle drives videre, måtte jeg tage det fulde ansvar, for min mand var for syg til at deltage i både arbejde og børneopdragelse. Så på en måde kan man sige, at jeg allerede var enlig mor mange år før, vi blev skilt sidste år, siger hun.

Bevidstløs af arbejde

Længe inden Jette Jacobsen slog sig ned i det sønderjyske, og begyndte at opbygge den bedrift, der i dag består af 220 stykker malkekvæg og er planlagt til at være på 420 i løbet af de næste par år, kørte hun land og rige rundt som husbondafløser.

- Allerede inden jeg havde taget mit grønne bevis og gennemført min praktik, gik det op for mig, at man skulle være født med en guld-ske i munden, hvis man skulle have sin egen bedrift, siger Jette Jacobsen.

- Så jeg begyndte at arbejde som husbondafløser og kørte rundt i alle kroge af landet i min Fiat 127. Dengang brændte jeg ligeså meget for landbrug som i dag, og jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg var dygtig til det, så mine arbejdsdage blev hurtigt meget, meget lange, siger hun.

- Men i 1987 gik det ikke længere. Jeg faldt bevidstløs om i stalden på et af mine jobs. Mit blodsukker var helt uregerligt, og lægerne troede, at jeg havde sukkersyge. Men jeg var træt og overanstrengt, fordi jeg for længe havde arbejdet for hårdt, sovet for lidt og levet af Yankee-bars og cola, siger hun.

Drivkraften

Det kræver ikke mange minutter i selskab med Jette Jacobsen for at erfare, at hun ikke er typen, der giver op, når livet bliver hårdt. For hende er modstand noget, man beslutter sig for at overvinde, men den er også en motiverende faktor.

- Jeg blev faktisk dømt ude af lægerne, da jeg blev syg. De fortalte mig, at jeg ikke havde fysik til at arbejde med landbrug og derfor skulle overveje noget andet, fortæller hun.

- Men modstand provokerer mig og gør mig virkelig stædig, så jeg blev bare endnu mere besluttet på, at jeg nok skulle klare det, jeg havde sat mig for. Nemlig at arbejde i landbruget, siger hun.

- Så jeg besluttede mig for at dygtiggøre mig på flere områder for at få en helhedsforståelse for erhvervet. Jeg tænkte, at jeg kunne arbejde som sælger eller konsulent indtil det lykkedes mig at få min egen bedrift.

- Derfor begyndte jeg at læse ledelse og management og tog merkonom-uddannelse om aftenen i en periode, inden jeg senere valgte at læse til landbrugstekniker, siger hun og tilføjer:

- Som landmand kan man aldrig blive for klog. Man skal jo både have praktisk og teoretisk erfaring med dyrepasning, planteavl og maskiner og have viden om ledelse, organisation og økonomistyring, forklarer hun.

Integration

Jette Jacobsen lægger ikke skjul på, at hendes tilværelse kræver ressourcer, og at det bestemt ikke har været let at blive integreret i det lille sønderjyske lokalsamfund. For når man ”har bukserne på”, og i øvrigt er ”københavner”, hvor hører man så egentlig til?

- De andre landmænd på egnen har helt sikkert ikke troet på, at jeg holdt længe, og kvinderne vidste ikke rigtig, hvordan de skulle forholde sig til mig, siger hun og forklarer:

- For jeg var jo en lidt mærkelig dims - ”københavner” og selvstændig kvindelig landmand med en meget ældre og oven i købet meget syg mand på sidelinjen, siger hun.

- Jeg tager ikke anstød af, at der er nogen, der snakker lidt i krogene, og at man lige skal ses lidt an. Men det sårede mig virkelig, at jeg aldrig fik nogen invitation til den lokale strikkeklub, som alle andre nytilflyttede kvinder, siger hun.

- For selvom det er mig, der styrer foretagendet her, så er jeg stadig en kvinde. Og med min hverdag har jeg måske om nogen behov for at komme ud om aftenen og slappe af med noget håndarbejde sammen med de andre, siger hun.

- I dag er jeg dog fuldt ud accepteret – specielt blandt mine mandlige kolleger, der for længst har set, at jeg er langtidsholdbar, siger hun.

Lidt bedre

Selvom Jette Jacobsens største ønske er en ”medhjælpende hustru”, som de fleste af hendes mandlige kolleger er begunstiget med, så mener hun grundlæggende ikke, at der er den store forskel på at være kvindelig og mandlig landmand.

Godt landmandskab er et spørgsmål om dygtighed og flid, og de egenskaber er ikke kønsspecifikke.

Men når det handler om at være med til at præge landbrugets politiske og organisatoriske udvikling, mener hun dog, at kønnet er med til at forsinke vejen til de indflydelsesrige poster.

- Både da jeg kom ind i Arlas repræsentantskab i 2006, og da jeg blev repræsentant i Danish Crowns kreatur-udvalg i 2003, var jeg berettiget længe før, siger hun.

- Men som kvinde skal man nok lige være 10 procent bedre end de mandlige konkurrenter, der er opstillet til posterne. Og man skal i hvert fald ikke regne med, at det tæller at have arbejdet i årevis i de frivillige grupper i Dansk Landbrug, hvor jeg både har undervist og været med til at sætte dagsordenen. Det er der hverken noget image eller nogen point i, siger hun.

- Det er faktisk bare få uger siden, at jeg blev forbigået til en bestyrelsespost i en lokal forening. Jeg var offentligt kendt og fagligt fuldt ud berettiget, som de tre andre mandlige kandidater, men i sidste øjeblik var der noget, der gik galt, siger hun og tilføjer:

- Men jeg banker bare på igen, ligesom jeg har gjort før.