Lyt til artiklen:

Fagligheden er i top

00:00
Hastighed: ???x
02:01

Den danske mentalitet og beslutsomhed i planteavlen overrasker gang på gang. På få år har flere og flere fået øjnene op for muligheder i præcisionsjordbrug og dataindsamling. Ikke, at det er nok med blot at samle data, men det bliver også brugt.

Jeg ser det som et tegn på, at vi i Danmark er hurtige til at tage nye teknologier til os og har en nysgerrighed i at udfordre de gængse og afprøvede dyrkningsmetoder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Agro følger vi forsøget på at nå verdensrekorden i hvedeudbytte på en mark på Stevns. For at nå i mål er samarbejde på tværs af virksomheder og den faglighed, der følger med, helt afgørende. At få marken til at yde sit bedste kræver det, at intet er overladt til tilfældighederne. Når disse fagligheder mødes for at opnå et højere mål, giver det indblik i, hvor meget vi rent faktisk kan, og hvor langt vi kan nå.

Det er det danske samarbejde, når det er bedst. Her er det de faglige mål, der er højsædet og alle byder ind med det, der skal til for at komme i mål.

Meget af fagligheden bliver som sagt understøttet af ny teknologi. Det har politikerne også fået øjnene op for. Herfra kommer der løbende flere og flere krav til efterafgrøder og tiltag i klimapolitikkens navn.

Det indbefatter reduktion af efterafgrødekrav, hvis man benytter præcisionslandbrug, og lur mig, om der senere kommer endnu mere lovgivning, der er baseret på landbrugsteknologi i fremtiden. Her forestiller jeg mig krav om spotsprøjtning og mange flere graduerede behandlinger.

Selvom teknologien kan bruges med politiske motiver til at stramme skruen, ligger der også muligheder i at dokumentere de faktiske kvælstof-optag, så beviserne for, at planterne faktisk optager de tilgængelige næringsstoffer, kan lægges frem sort på hvidt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med NDVI-målinger via satellit- eller dronebilleder i forskellige vækststadier sammenholdt med jordanalyser, kan fagligheden understøttes, og det kan potentielt føre til en mere faglig korrekt gødskning og åbne politikeres øjne for det danske landbrugs tårnhøje kompetenceniveau.