Abonnementsartikel
Resultater fra Sverige viser, at lungebetændelse er den største årsag til kalvedødelighed, oplyser Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret.
27 procent af kalvene i en svensk undersøgelse fra 2006 døde af lungebetændelse, som dermed var den hyppigste dødsårsag blandt kalve og ungdyr. Antallet af kalve, der døde af lungebetændelse, var jævnt fordelt på de første tre måneder af kalvenes liv.
Blandt kalve yngre end 31 dage var diarré den hyppigste dødsårsag. Kalve og ungdyr mellem 211 og 450 dage døde hovedsagelig af læsioner.
Undersøgelsen blev foretaget i løbet af to år i 122 malkekvægsbesætninger og i perioden blev der født 8.964 kviekalve.
- Kalvene blev enten enkeltopstaldet indtil fem uger eller gruppeopstaldet. Gruppeopstaldning med tre til otte kalve og manuel mælketildeling blev betegnet som små grupper, og grupper med seks til 30 kalve og mælkeautomater blev betegnet som store grupper.
- Dødeligheden var lavest hos kalve opstaldet i små grupper, lyder det fra Landscentret.
Ikke nogen tilfældighed
- Selv om alle kalvene opstaldet i de store grupper kan have haft direkte kontakt med de andre kalve, kan det i følge den svenske undersøgelse ikke afvises, at automatisk mælkefodring kan være medvirkende til en højere smitterisiko med hovedsagligt luftvejslidelser.
- Dette indikerer, at det ikke er nogen tilfældighed, at lungebetændelse var den største fælles årsag til dødelighed blandt kalve fra en til seks måneder, lyder det fra Landscentret.
Dødeligheden i den svenske undersøgelse er markant lavere end det danske landsgennemsnit - 1,7 procent mod 4,5 procent for kviekalve i alderen 0-30 dage.
- Niveauet i den svenske undersøgelse kan dog ikke umiddelbart sammenlignes med tallene fra Kvægdatabasen, idet de svenske tal kommer fra få besætninger, som deltager i et projekt med fokus på kalve og ungdyr, mens tallene fra den danske Kvægdatabase omfatter alle besætninger, understreger man fra Landscentret.