Abonnementsartikel
Efter regn og kulde de to foregående år blev Lemvig Marked og Dyrskue på flyvepladsen ved Rom tilsmilet af godt vejr. Det smittede af på besøgstallet, som i alt nåede op på 10.000, hvilket er lig med 2.000 flere besøgende end sidste år.
Søndagens solskin var perfekt dyrskue-vejr, og da det samtidigt er familiedagen og "hov-dag" med en stor hesteudstilling, var det den bedste dag rent publikumsmæssigt. Men også den mere faglige dag lørdag, som er "klov-dagen" med udstilling af køer og kalve, var godt besøgt.
De mange udstillere, der udgør en blanding af leverandører til landbruget, udstillere med tilbud til fritiden og markedskræmmere, er derfor godt tilfredse med weekendens arrangement. Trods vrimlen af dyr, mennesker og maskiner var der ingen uheld undervejs.
- Så det er på alle måder gået godt, siger Henrik Damgren, centerleder fra Lemvigegnens Landboforening, der står bag arrangementet sammen med Lemvig Svæveflyklub.
Lemvig Marked og Dyrskue 2008 holdes igen den første weekend i juni.