Abonnementsartikel

Dyrenes Beskyttelse har haft stor tilslutning til sin underskriftsindsamling om, at alle danske malkekøer skal på græs i sommerhalvåret, og en del af underskifterne er indsamlet på dyrskuerne i Roskilde, Odense og Varde.

Dermed har Dyrenes Beskyttelse fået mere end 81.000 underskrifter fra folk, der er enige i græsningskravet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er flot, at så mange skriver under på dyrskuerne, som traditionelt er landmændenes hjemmebane. Det viser, at bedre dyrevelfærd ligger mange meget på sinde, heldigvis også langt ind i landbruget, siger Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

På Roskilde Dyrskue samlede Dyrenes Beskyttelse 4.401 underskrifter, på Odense Dyrskue 584 og på Varde Dyrskue 290.

Alt var dog ikke lutter idyl på dyrskuerne. Også modstandere aflagde dyrevennerne besøg.

- Vores stand på de tre dyrskuer fik besøg af en del vrede landmænd. Heldigvis kunne vi forklare mange af dem, hvorfor Dyrenes Beskyttelse mener, at det vil være bedst for malkekøerne at komme på græs om sommeren. Selv om vi ikke var enige - og heller ikke blev det - kan alene dialogen forhåbentlig flytte faste holdninger, siger Ole Münster.