Abonnementsartikel
Fødevareministeriet har sammen med Familie- og Forbrugerministeriet afsat 90,5 millioner kroner til forskning i velsmagende, sunde og sikre fødevarer via Fødevareforskningsprogrammet 2007.
Ministerierne indkalder ansøgninger til programmet, der i år sætter særligt fokus på at skabe ny viden om fødevaresikkerhed og det veterinære beredskab samt om kvalitetsorienteret fødevareproduktion.
- I fremtiden kommer vi i højere grad til at konkurrere på smagen og på de oplevelser, som maden giver forbrugeren, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt i en pressemeddelelse.
- Det er ikke nok, at moderne dansk fødevareproduktion er kendt for kvalitet og sikkerhed af forbrugerne herhjemme og i udlandet. Der skal mere til, siger han.
- Forskningsprogrammet satser målrettet på at få ny viden, som erhvervene kan bruge til at udvikle flere danske fødevarer med en særlig smagskvalitet, og fødevarer, som giver forbrugerne nogle særlige oplevelser, siger Hans Chr. Schmidt.
50 millioner kroner er målrettet forskning i kvalitetsorienteret fødevareproduktion. Her bliver der lagt særlig vægt på at få mere viden om smagen og de gode indholdsstoffer i råvaren, så det bliver muligt at fremstille flere nye velsmagende, sunde og sikre fødevarer.
I programmet er de resterende 40,5 millioner kroner afsat til forskning i fødevaresikkerhed og det veterinære beredskab.
Den internationale handel med fødevarer og foder skaber nye udfordringer for kontrol af fødevaresikkerheden. Ny forskning skal give bedre indblik i årsagen til sikkerhedsproblemer og mulighederne for at afhjælpe dem.
Desuden skal myndighederne have bedre grundlag for at tilrettelægge beredskab om smitsomme sygdomme, så det bliver muligt at håndtere en krise, hvis smitsomme husdyrsygdomme som fugleinfluenza bryder ud.