Ud med det gamle, og ind med det nye. Det lyder umiddelbart ikke så svært, når Peter Kiær og Anders Nyholt fortæller, hvad der er gjort for at optimere markdriften på deres to gårde med henholdsvis 430 og 220 hektar med god sjællandsk muld. Men selvom en udskiftning af maskinparken har fyldt meget i processen, er det dialogbaserede samarbejde det, der fylder mest hos de to landmænd, da Agro måler på effekten af samarbejdet i oktober 2020 - lidt mere end et år efter de to valgte at pulje maskiner og tanker om markdriften.
I 2019 stoppede Storgaardens driftsleder i marken, og efterfølgende foreslog Peter Kiærs planteavlsrådgiver Vagn Lundsteen fra Agropro Danmark, om ikke Storgaardens 430 hektar skulle indgå i et driftsfællesskab med en anden landmand i konsulentens kundekreds. Herfra gik det stærkt, og allerede efter markerne var høstet i 2019, gik samarbejdet i gang.