I maskinhuset på bedriften Hashøj ved Ejstrupholm står Morten Jeppesens Horsch Terrano-tandharve og hviler ud efter forårets arbejde på vårbyg- og kartoffelmarkerne. Han driver cirka 260 hektar jord i et alsidigt sædskifte med rug, hvede, maltbyg samt mel- og pulverkartofler. I sæson 2019 bestod markplanen blandt andet af 90 hektar med kartofler og 140 hektar med maltbyg. I 2019 begyndte han at give sin vårbyg og kartofler ammoniak med Agrodan-nedfældningsudstyr, der er monteret på tænderne på en ny Horsch Terrano 4.3 GX tandharve.
Ved tandharven viser han, hvordan slangerne er monteret ved hver harvespids, og hvor væsken bliver ledt ud ved harvespidserne i en dybde på 10-12 centimeter under jordoverfladen, alt afhængig af hvordan de bliver justeret. Slangerne fra hvert skær samles i midtsektionen på maskinen og bliver ført videre i en slange til frontenden af harven, hvor metalkoblingen tilsluttes ammoniaktanken. Tanken står i en anden bygning for sig selv, da den har den karakteristiske lugt, der skær i næsen.