Abonnementsartikel
Flere landmænd i Region Syddanmark er ved at være godt trætte af tilstoppede åer, der går over deres bredder og ødelægger høsten.
Derfor opfordrer Sydvestjysk Landboforening landmændene til at kræve erstatning for tabet hos kommunerne, da kommunerne står for at oprense åerne, fortæller JyskeVestkysten.
- Kommunerne kan ikke gøres ansvarlige for regnen. Men de kan gøres ansvarlige for, at kapaciteten i vandløbene ikke er, som den skal være, siger Claus Christensen, formand, Sydvestjysk Landboforening til JyskeVestkysten.
En af de berørte landmænd er Jens Kristian Jensen, der har svært ved at gå rundt på sin oversvømmede kornmark ved Kongeåen syd for Gredstedbro. Indtil nu har maltbyggen på hans 30 hektar store mark stået i vand i over en måned. Så han regner ikke med, at kornet bliver høstet i år.
- Det vil koste mig 200.000 kroner, siger Jens Kristian Jensen.
De penge vil han have Esbjerg Kommune til at erstatte.
Ifølge Sydvestjysk Landboforening har omkring 70 af foreningens landmænd i Esbjerg og Varde kommuner tilsvarende problemer.
Hvis oversvømmelserne skyldes, at åerne og vandløbene er groet til, opfordrer foreningens formand Claus Christensen altså landmændene til at søge erstatning.