Abonnementsartikel

To medarbejdere hos DeLaval A/S i Højen ved Vejle har fået overrakt Den Kongelige Belønningsmedalje for lang og tro tjeneste.

Anlægsmontør Ove Jessen, Gjessø ved Silkeborg har fået belønningsmedaljen efter 41 års ansættelse, og produkttekniker Svend Ebbensgaard, Herning, efter 43 års ansættelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ove Jessen har monteret køletanke, ventilationsanlæg, computerstyrede foderanlæg og malkestalde hos landmænd over hele landet. Han har gennem årene mødt både anden og tredje generation på de samme gårde.

Svend Ebbensgaard er formentlig den produkttekniker i Skandinavien, der ved mest om malkning, og han nyder stor respekt hos danske mælkeproducenter, rådgivere og i branchen for sin faglige indsats inden for teknik, mælkeproduktion og uddannelse.

En stor præstation

- Det er en stor præstation af være på den samme arbejdsplads i så mange år. Vi er stadig en forholdsvis ung virksomhed, men alligevel har vi haft fire 40 års jubilarer, og flere nærmer sig hastigt, fortæller Peer Mejsig Justesen, administrerende direktør i DeLaval.

- Desuden har vi 25 medarbejdere, som har fejret 25 års jubilæum, fortæller han om virksomheden, som har 125 medarbejdere.

Belønningsmedaljen bliver uddelt efter ansøgning til medarbejdere i det private erhvervsliv, der efter mindst 40 års ansættelse forlader deres job.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ove Jessen går nu på efterløn. Svend Ebbensgaard går på pension, men fortsat vil arbejde på konsulentbasis for DeLaval. Desuden venter en tur til Amalienborg for at takke Dronning Margrethe for medaljen.