Abonnementsartikel
John Deere har givet sine mejetærskere nye modelbetegnelser og lavet en række forbedringer på dem
De tidligere WTS- (Walker Tine Separation), CTS- (Cylinder Tine Separation) og STS-mejetærskere (Single Tine Separation) hedder nu henholdsvis W-, C- og S-serie modellerne.
De benytter samme udskillelsessystemer som før, men der er sket en række ændringer på dem, skriver den danske importør, Nellemann Agro.
Alle modeller kan således fås med et Hillmaster II system til nivellering som ekstraudstyr. Det betyder, at mejetærskeren kan høste på hældninger på op til 22 procent, uden det går ud over kapaciteten.
Alle modeller i i-serien lige fra W650i til flagskibet S690i er som standard udstyret med HarvestSmart automatisk høstkontrol, styresystemet AutoTrac og Harvest Doc software. Disse i-versioner giver en ekstra gennemsnitlig kapacitet på op til 23 procent i forhold til de samme modeller uden dette udstyr.
De to W-serie maskiner erstatter de tidligere 9560i og 9640i WTS-mejetærskere, men udover ændringer i motorydelsen er de grundliggende specifikationer de samme. Power Separator kerneudskilleren er således fortsat monteret over halmrysterne på de to nye W-serie modeller.
Den nye C670 med en motorydelse på 400 hestekræfter giver en stigning i kapaciteten på op til syv procent sammenlignet med 9780i CTS.
Får større motor
S690 mejetærskeren, den største i serien, erstatter 9880i STS-modellen, og den har en stigning i motorydelsen fra 493 til 530 hestekræfter ydet af en John Deere PowerTech Plus 13,5 liters Tier III motor med samme recirkulation af udstødningsgas og variable geometriske turbolader, som findes på Deeres nyeste 30-serie traktorer.
Den seks-cylindrede motor yder syv procent mere, mens den fastholder samme brændstofeffektivitet og servicevenlighed, som den tidligere 12,5 liters motor. Samtidig yder den et ekstra "powerboost på op til 33 hestekræfter under tømning.
Den nye Auto Prime funktion sørger for automatisk udluftning i brændstofsystemet, og derudover er mejetærskeren udstyret med en 1.155 liters brændstoftank.
Den nydesignede førerkabine er udstyret med CommandArm kontrolpanel, CommandCenter display og CommandTouch hjørnestolpe, som giver øget funktionalitet og lettere opsætning og styring af mejetærskeren.
Også DynaFlow II rensesystemet er nyt. Større blæserhastighed og en ændret konstruktion af blæserpladerne giver en bedre luftspredning, og kombineret med en 20 procent længere vandring på undersoldet giver det rensesoldet op til 10 procent større kapacitet.
I kerneudskillerens udkastområde giver det nye EasiFlow cylinderhus et bedre materialeflow frem til halmsnitter og avnespreder, hvilket har forbedret snittekvaliteten og materialets spredning.
Derudover har acceleratorens nye udskillelsesgitter fået et større udskillelsesareal. Det har forbedret kapaciteten af udskilningen med op til 10 procent, hvilket er en stor fordel specielt i tørre, sarte strå eller ved høst af rapsfrø.
Topmodellen bevarer den effektive rotor, den høje tømmehastighed og den sammenfoldelige tømmesnegl.
S690i i version HillMaster komplet med HarvestSmart og AutoTrac forbliver markedets mest kapacitetsstærke selv-nivellerende mejetærsker, fremhæver John Deere.
Nyt AMS ekstraudstyr
Til 2008 høsten vil ejere af disse nye John Deere mejetærskere kunne vælge enten Original GreenStar eller GreenStar 2 systemet til kørsel af Harvest Doc softwaren.
Kortlægning direkte på 2100 eller 2600 GreenStar skærmen giver nye perspektiver for høstarbejdet, idet man fra førersædet får direkte adgang til kortlægning af udbytte og vandindhold.
Især maskinstationerne kan blive glade for at kunne føre journal over markskel, det effektive markareal og udskrive mark- eller udbyttedata fra kabinen via GreenStar printeren.