På Svinekongressen fortalte Pieter Langendijk, seniorforsker hos Trouw Nutrition, at hollænderne ønsker, at søerne skal føde flere levedygtige grise således at antallet af levendefødte og fravænnede grise maksimeres. Der er fokus på at søerne er i optimalt huld og er forberedte til diegivningsperioden, så de præsterer godt både i diegivningsperioden og resten af drægtigheden.
Lange faringer giver flere dødfødte
98 procent af alle pattegrise er modne, levedygtige og har potentiale til at blive født levende. De fleste dødfødte pattegrisene dør under faringen.
Søer har to lange børhorn hvor grisene ligger efter hinanden, som "perler på en snor". Grisene der ligger nærmest åbningen bliver født først, og dem der ligger længst inde bliver født til sidst. I dagene og timerne før faring sker der sammentrækninger i børen, som bliver kraftigere op til faring og under faringen. Pattegrisene i børhornene udsættes for sammentrækninger i timevis, under selve faringen sker det cirka hvert 2,5 minut. Moderkagen klemmes også, det medfører øget tilførsel af blod og oxytocin.
Fødslen påvirker grisen hele livet
I takt med at fødselsrækkefølgen øges, øges mængden af mælkesyre i pattegrisenes blod samtidig med at oxytocin tilførslen bliver dårligere. Manglen på oxytocin bliver kritisk for de sidste pattegrise. Disse grise har derfor større chance for at ende som dødfødte, og har svært ved at komme i gang med at die. De har et lavere optag af råmælk, lavere vægt ved fravænning og lavere tilvækst. Fødslen ser ud til at påvirke grisen hele livet.
Faringslængde og forstyrrelser
Den total faringslængde har større betydning for antallet af dødfødte end intervallet mellem hver pattegris. Så længe der ikke går mere end 90 minutter fra forrige gris, ser det ikke ud til at fødselsintervallet har stor betydning for antallet af dødfødte. Derfor bør man ikke yde unødig fødselshjælp på søer.
Stress og forstyrrelser af søer under faring påvirker udskillelsen af fødselshormonet oxytocin. Undersøgelser viser, at søer der er fixeret under faringen, udskiller mindre oxytocin og har længere faringer sammenlignet med søer der er løse under faringen.
Fibertilskud er positivt
Hård afføring og i værste fald forstoppelse hos søer har stor negativ effekt på faringen. Konsistensen af afføringen har stor sammenhæng mellem foderet og andelen af fibre i foderet. Et øget indhold af fiber øger optagelsen af vand, hvilket forhindrer forstoppelse og kan reducere længden på faringen. Reduktion i fodermængde og skift til et mindre fiberrigt diegivningsfoder før faring vil være negativt.
En kombination af fibre og vand har også positiv indvirkning på produktionen af råmælk, mere fiber giver mere råmælk. Pattegrisenes indtag af råmælk er en halv gang højere hos søer der får fiberholdigt foder sammenlignet med søer der får en stivelsesrig foderblanding, se tabel 1.
Råmælk og overlevelse
Mængden af råmælk varierer mellem søerne. Forsøg viser at de fleste søer producerer omkring 5,6 kg råmælk, mens de dårligste søer havde under tre kg råmælk og de bedste producerede over otte kg råmælk. Pattegrise der får mindre end 250 gram råmælk har større risiko for at dø.
Råmælksoptaget hos pattegrisene påvirker fravænningsvægten og den daglige tilvækst hos grisene i klimastalden. Grisene med højt optag af råmælk har bedre udviklede tarmkanaler med større indvendig overflade sammenlignet med grisene med lavt optag af råmælk.
Fodring påvirker mængden af råmælk
Fede søer har langt lavere produktion af råmælk end søer i både moderat og dårligt huld. Hollænderne har tidligere fodret drægtige søer restriktivt, men de er nu i færd med at ændre det. En stærk fodring med 4,5 kg pr. dag gav næsten et halvt kilo mere råmælk, sammenlignet med søer der var fodret med 1,5 kg pr. dag fra dag 108 i drægtigheden, se tabel 2. Og det er vigtigt at søerne kommer hurtigt i gang med at æde og drikke vand efter faring, da foderoptaget de tre første døgn har betydning på pattegrisenes tilvækst.
Gode erfaringer med ad libitum fodring
Hollænderne har erfaret, at søer fodret efter ad libitum den sidste uge før faring, og i diegivningsperioden har højere foderoptag end søer der bliver fodret efter en fast kurve. Søerne trapper selv ned før faring, men øger også hurtigt efter faring. Især hos ældre søer ser man en signifikant højere fravænningsvægt (+500 gram pr. gris) og kuldtilvækst hos søer fodret ad libitum sammenlignet med søer fodret restriktivt.
Pieter Langendijk mener at, reduceret fodring før faring for at undgå forstoppelse er en misforståelse. Øget fodermængde, fibre og vandoptagelse giver bedre konsistens og forhindrer forstoppelse.
Læs mere om råmælk i Hyo.
