Herunder giver planteavlskonsulent i Patriotisk Selskab Kasper Kjær Olsen sine bud på, hvad du skal rette din opmærksom mod i dine vinterkornafgrøder i den kommende måned.
- Fra midten af februar og frem til midten af marts er der flere ting i kornafgrøderne, du skal have øjne på. Hvis du har nogle vinterhvedemarker, der står svagt, kan de med fordel hjælpes fra start fra begyndelsen til midt i marts med 80 kg N, så planterne har større mulighed for at udvikle flere sideskud. I de hvedemarker, hvor afgrøden er kraftig, og forfrugten ikke er korn, skal gødningen først ud i begyndelsen af april, ellers stiger risikoen for lejesæd markant, især i sorter med tendens til lejesæd og arealer, hvor der har været kørt gylle ud i en længere årrække. Nu hvor vinteren har været meget våd og regnfuld, er der generelt ikke meget kvælstof ved rødderne, så min forventning er, at der ikke vil være mere end 10 kg N at finde i de øverste 30 centimeter i jorden. Så der er ikke meget for afgrøderne at starte op på.