Abonnementsartikel

En dyrlæge fra Viborg nægter ifølge P4 Midt & Vest at politianmelde landmænd for vanrøgt, selv om loven siger, at han skal gøre det. Han mener, at det er helt ude af proportioner at slæbe en landmand for retten, blot fordi én eller flere af hans grise får konstateret alvorlige skuldersår.

- Jeg vil ikke være med til at anmelde en svineproducent, som gør sit arbejde så godt som muligt. I stedet for at gå til politiet forsøger jeg at oplyse landmanden, for selvfølgelig skal vi have nedbragt antallet af skuldersår, siger Peter Høgedal til P4 Midt & Vest.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Peter Høgedal mener, at debatten om skuldersår er hysterisk. Han har selv undersøgt mange hundrede dyr og mener ikke, at det kan påvises, at de har smerter på grund af deres sår.

Derfor synes han, at Dyreværnslovens § 20 er skruet helt forkert sammen. Siden 2003 har den fastslået, at det er en overtrædelse af Dyreværnsloven ikke at anmelde skuldersår kategori 3 og 4.

Samtidig undrer det Peter Høgedal, at dyrlægen er forpligtet til at aflive søer med skuldersår.

- Det er helt unødvendigt, for dyrene er ofte sunde og fejler bortset fra sårene ingenting. Det giver slet ikke nogen mening, når man ser på, hvordan vi bliver bedt om at forholde os til andre sygdomme, for eksempel akut yverbetændelse og ledbetændelse.

- Her skal vi ikke politianmelde, men derimod gå i gang med at behandle dyret, selv om vi ved, at det er meget smertefuldt, siger Peter Høgedal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Per Thorup, formanden for Den Danske Dyrlægeforening, synes, at Peter Høgedals udmelding er en provokation.

- Jeg kan godt forstå Peters bekymring over, at dyrlæger risikerer at save den gren over de sidder på, når de anmelder, men vi er jo nødt til at overholde dyreværnsloven, så enkelt er det jo, siger Per Thorup.