Abonnementsartikel
Syv Hereford-besætninger fordelt over hele landet åbner søndag 23. september 2007 stalddøren, når Herefordforeningen inviter til Åben Stald. Alle besætninger holder stalddøren åben fra klokken 10-16.
- På gårdene vil besætningsejerne vise og fortælle om Hereford i deres naturlige omgivelser, hvor de lever et godt liv i pagt med naturen året rundt. Der vil blive rig lejlighed til at se de smukke røde kødkvægdyr med det hvide hoved på de grønne marker. Der vil også være tid til at få en snak med en Hereford-avler om Herefordracen, lyder det fra Hereford-foreningen.
De danske Hereford-avlere har de seneste år kunnet glæde sig over et stigende salg af avlsdyr til flere europæiske lande. Dansk Hereford har udviklet sig til en solid eksportsucces indenfor dansk kødkvæg. 2007 tegner til at blive et rekordår. Foreløbig er der eksporteret til over 10 europæiske lande.
I sommeren 2008 skal Herefordforeningen i Danmark sammen med Herefordforeningerne i Norge, Sverige og Finland være vært for den 15. Hereford Verdenskongres med udenlandske Herefordavlere fra hele verden. Kongressen holdes i København, og på Landsskuet i Herning vil der blive afholdt et stort Hereford-show med mange Hereforddyr fra hele landet.
Man kan finde en fuldstændig liste over de Hereford-besætninger, der holder åben stald 23. september på www.hereford.dk.