Abonnementsartikel
I forrige uge blev det offentliggjort, at 175 danske andelshavere har meldt sig ud af Arla Foods med virkning fra 1. januar 2008.
Cirka 100 af de udmeldte leverandører har meldt sig ind i Danish Dairy, som ikke bliver alene om at sende mælk til Tyskland. Månedsmagasinet mejeri erfarer nemlig, at mindst to lignende selskaber er under opbygning, skriver Mejeriforeningen i deres nyhedsbrev.
I modsætning til Danish Dairy ønsker de to nye selskaber dog ikke at afsætte mælken på spotmarkedet, men derimod direkte til tyske mejerier på faste, længerevarende aftaler.
Andelshavere i Tyskland
Et selskab, bestående af tre leverandører med cirka 5,56 millioner kg mælk, har været utilfredse med ledelsen i Arla Foods. De har derfor meldt sig ud og har haft kontakt til flere tyske mejerier, og regner med snart at have en afklaring på, hvad der skal ske med deres mælk fra den 1. januar 2008.
- Vi undersøger lige nu to muligheder: Enten bliver vi indlemmet som andelshavere på et tysk mejeri, eller også bliver vi mere traditionelle leverandører, siger Hans Ole Jacobsen, der er mælkeproducent i Bov.
De tre producenter har endnu ikke et navn til deres nye selskab. Lige nu arbejder de på at få godkendelser og tilladelser på plads, men når de er i hus, er gruppen klar.
- Vi har gjort det her, fordi vi gerne vil have indflydelse på, hvor vores mælk skal hen. Og de tyske selskaber er meget imødekommende, og vil hente mælken direkte hos os, så det er der ikke de store problemer i, siger Hans Ole Jacobsen.
Aftaler på plads
Et andet selskab, der endnu ønsker at være anonymt, indtil tilladelser til blandt andet eksport er i hus, består af seks leverandører, der tilsammen producerer godt 20 millioner kg mælk.
Selskabet har allerede en aftale på plads med et tysk mejeri.
- Vi differentierer os på den vis meget fra Danish Dairy, som der snakkes meget om. Vi ønsker ikke at levere til spotmarkedet, men satser på længerevarende kontrakter på 1-2 år, siger en talsmand fra selskabet, der ikke ønsker at oplyse hvilket tysk mejeri, der er tale om.