Ekstra varme i 12 til 20 timer omkring faring kan redde nogle af de mindste nyfødte.

Kulden begynder at bide udenfor. Varmepumpen suser, og fyret buldrer for at holde staldene varme. Farestalden skal være varm nok til at pattegrisene kan overleve til de når frem til patterne, og kold nok til at søerne føler sig tilpas, kan fare og malke optimalt. Resultater fra den rullende afprøvning viser, at ekstra varmetilsætning på begge sider af den farende so gav en signifikant højere temperatur hos de mindste nyfødte grise, der vejede 900 gram og derunder. Effekten svarer til at 0,28 grise per kuld kan reddes.

Små energidepoter

Pattegrise er født med meget små energireserver, derfor er det vigtigt, at grisene ikke bruger al deres energi på at holde varmen. Hvis alle energidepoterne er brugt, har grisene ikke energi til at komme hen til soens yver. Langt de fleste pattegrise får varmen igen i løbet af nogle timer, så de selv kan optage råmælk, men cirka syv procent af pattegrisene bruger deres energidepoter op uden at blive varme igen. Specielt de mindste grise (900 gram og derunder) er udsatte for at dø af kulde. De udgør cirka 15 procent af alle fødte grise.

citat start

Pattegrise er født med meget små energireserver, og det er vigtigt, at grisene ikke bruger al deres energi på at holde varmen

citat slut

En kold gris er en død gris

Ved fødsel kommer grisen fra 38-39 graders varme inde i soen ud i en stald med 20 til 22 graders varme. Alle pattegrise afkøles efter fødsel, hvor deres temperatur falder mellem to til fire grader celsius inden for de første levetimer. Den nedre kritiske temperaturgrænse for nyfødte pattegrise er omkring 34 grader celsius, og den øvre kritiske temperaturgrænse er på 40 grader celsius. Seges definerer, at en kold gris har en rektaltemperatur på 35 grader celsius eller derunder. En kold gris har stor risiko for at dø af underafkøling. Rektaltemperaturen er derfor en god indikator for grisens overlevelseschancer.

Ekstra varme reducerer kolde grise fra 25 til 16 procent

Tilførsel af ekstra varme i forbindelse med faring gav en signifikant højere rektaltemperatur hos grise, der vejede 900 gram og derunder, viser den rullende afprøvning. I afprøvningen blev to terrassevarmere sat op på siderne i en traditionel faresti tæt på soens bagende. Terrassevarmerne blev tændt, når søerne havde mælk i patterne. Terrassevarmerne afgav så meget varme, at gulvet omkring soen blev opvarmet til 33-34 grader celsius. Terrassevarmerne blev slukket efter, at grisene havde fået målt rektaltemperatur typisk 12?20 timer efter faringens start. Umiddelbart efter faring blev grisene vejet og rektaltemperaturen målt på de grise, der vejede 900 gram og derunder. Andelen af små kolde grise blev reduceret fra 25 procent i kontrolgruppen til 16 procent i forsøgsgruppen med terrassevarmere.

Fortjeneste på 12 kroner per kuld

Terrassevarmerne gav en signifikant forbedring af overlevelsen (P=0,028) svarende til, at 0,28 grise i hvert kuld overlevede. Ved en prissætning på 200 kr pr. pattegris og en investering på 600 kr. i to terrassevarmere var det muligt at få en fortjeneste på 12 kr pr. kuld, når udgifter til strøm, afskrivninger og arbejdskraft blev medregnet.

Man skal være opmærksom på at terrassevarmere har store krav til mængden af disponibel strøm i farestalden. Der skal være faser og strømudtag nok, og at det kan være nødvendigt at trække strøm fra andre sektioner via kabelruller for at undgå overbelastning af enkelte faser.

Halm kan være et billigt alternativ

Alternativt vil halm omkring soen ved faring sandsynligvis være en god løsning og et billigere alternativ til terrassevarmere. Halm i sig selv varmer dog ikke grisene op men gør, at grisene kan varme sig i den. Beregninger viser, at en gris på ét kilo har en termoneutral zone på 26?32 grader celsius, hvis grisen opholder sig på beton, og på 20?27 grader celsius, hvis den opholder sig på et strøet leje. Det tyder på, at halmen kunne være et godt og billigere alternativ til at opsætte ekstra varmekilder omkring faring, hvis gyllesystemerne kan håndtere halmen.

Hvorfor ikke bare en varmere stald?

I stedet for at tilsætte mere varme fra ekstern kilde kan staldtemperaturen øges, da søernes varmefølsomhed dag 0?3 efter faring stemmer overens med pattegrisenes behov for varme. Det forudsætter dog, at alle søer i faresektionen farer samtidigt. Søernes appetit og foderoptagelse nedsættes ved for høj varme efter dag tre. Det reducerer mælkeydelsen. En varm stald øger dog også risikoen for, at grisene ikke vil søge ind i hulerne senere i diegivningsperioden.

Dansk forskning viser i øvrigt, at nyfødte grise gennemsnitligt kun opholder sig bag soen i seks minutter efter fødsel. Herefter befinder pattegrisene sig ved yveret i det første døgn, inden de af sig selv begynder at søge pattegrisehulen. Hvis den tilførte varme skal gavne de nyfødte pattegrise, så skal den ikke udelukkende være bag ved soen men også ved soens yver.