Hvordan sikrer du dig det optimale dyrkningspotentiale på din jord? Det begynder med at kende jorden fuldt ud. Det gælder også jordbundstallene. Marken kan være gødsket helt efter planen, men jordens reaktionstal er vigtig for, om næringsstofferne i jorden kan optages i afgrøden.
Fra rådgivningsvirksomheden Landbo Limfjord lyder rådet, at man bør udtage jordprøver hvert 5. eller 6. år på alle sine marker. Og det behøver ikke koste en bondegård. Hvis man afskriver omkostningerne over en seksårig periode, kommer omkostningerne ned mellem 10-20 kroner pr. hektar. Planteavlskonsulent Søren Jepsen har været tilknyttet jordprøveudtagning i landboforeningen de seneste ni år, og gennem den tid har han haft øjne på mange jordprøver og set, hvilken forskel det gør at få viden om jordens tilstand.