Abonnementsartikel
Slagteriarbejderne på soslagteriet i Skærbæk har måttet acceptere senere opstart af slagtningerne
Danish Crowns soandelshavere kan efter 1. oktober glæde sig over, at slagteriarbejderne i Skærbæk har indvilget i at sove en times tid længere om morgenen.
Som led i serviceforbedringen over for so-leverandørerne starter slagtningerne fra næste måned lidt senere op, så ingen soleverandør bliver tvunget til at udlevere søer før klokken seks om morgenen.
Hidtil har der været nogen utilfredshed hos soleverandørerne med, at de har skullet op både klokken fire og klokken fem for at udlevere søer. Det har været nødvendigt for at have søer nok fremme på slagteriet i Skærbæk, når stikningen af søerne startede.
Starttidspunktet mandag morgen er tidligere blevet rykket til klokken 7,30, men nu er der også en aftale om, at starttidspunktet fra oktober rykkes en time til klokken 7.00 tirsdag og onsdag, mens der endnu forhandles om mødetiderne torsdag og fredag.
Strejkede for at møde tidligt
Det er ikke mindst konkurrencen med Tysklands-eksporten af slagtesøer, der har presset Danish Crown til at arbejde med senere afhentningstidspunkter.
Tysklands-ekportørerne reklamerer nemlig med, at de afhenter søer inden for almindelig arbejdstid, og det er den service Danish Crown nu også nærmer sig med de nye arbejdstider i Skærbæk.
Her har medarbejderne nemlig hele tiden været imod de senere arbejdstider. For jo senere stikningen begynder, jo senere kommer de øvrige medarbejdere i gang, og slagteriarbejderne har tradition for at starte tidligt om morgenen.
Når stikningen først starter klokken 7,30, har medarbejderne på slagtelinien først mødetid klokken 8.00, og det er for en slagteriarbejder meget sent at starte.
Modviljen mod de senere mødetidspunkter medførte da også, at soslagteriet blev lammet af strejke i to dage, da ledelsen spillede ud med de senere mødetidspunkter.
Staldkapacitet til 600 søer
- Den senere opstart kombineret med fuld udnyttelse af staldkapaciteten i Skærbæk, skulle medføre, at vi kan udsætte afhentningen til efter klokken 6.00, siger underdirektør Vagner Bøge.
Stalden kan efter den seneste udvidelse rumme 600 søer. Det svarer til cirka tre timers slagtning.
Ved at have fyldt stalden op om eftermiddagen, er der dermed søer til de første morgen- og formiddagsslagtninger, hvor det bliver lidt spredt med tilførslerne, når vognmændene først starter med at hente søer klokken 6.00.
Nogle landmænd har dog intet imod at stå ekstra tidligt op for at udlevere søer. Det har de også fået en bonus for.
For disse leverandører blive der stadig mulighed for bonus, for hvis vognmanden har flere af disse frivillige, kan han fortsat starte indsamlingen af søer før klokken 6.00.
Ordentlig service
Kommer tiltaget for bedre at kunne konkurrere med Tysklandseksportørerne ?
- De tidlige afhentingstidspunkter har få mange landmændværet et irritationsmoment. Ved tidligst at hente søer kokken seks, kan de nu fortsætte med det normale arbejde, når de har udleveret søerne. Derfor er dette et sørgsmål om at kunne give andelshaverne en ordentlig service, siger Vagner Bøge.