Abonnementsartikel
Et tysk udbrud af bluetongue får nu konsekvenser for danske kvæg-, gede-, fåre- og hjortebedrifter, oplyser Fødevarestyrelsen.
Sygdommen, der i løbet af sommeren har bredt sig eksplosivt i både Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig er nu nået så langt mod nord, at restriktionszonen rækker ind i Danmark.
Et a symptomerne på bluetongue er blåfarvning af tungen - deraf sygdommens navn, skriver Landmand.dk.
Radius på 150 kilometer
Restriktionszonen omkring det aktuelle udbrud af bluetongue i Rosdorf lidt øst for Itzehoe i Schleswig-Holstein har en radius på 150 kilometer.
Det betyder, at følgende kommuner er omfattet af zonen: Tønder, Aabenrå, Sønderborg, Haderslev, Assens, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Ærø, Langeland og Lolland.
Konsekvensen for besætningerne i restriktionszonen er, at der ikke må flyttes dyr ud af zonen hverken til levebrug eller slagtning.
Fødevarestyrelsen arbejder i øjeblikket på at finde en løsning, så dyr kan slagtes uden for zonen. Der må gerne flyttes dyr indenfor zonen og også gerne dyr ind i zonen.
Vær opmærksom på symptomer
Bluetongue er en virussygdom, der kan smitte alle drøvtyggere. Smitten kan kun overføres fra dyr til dyr via små blodsugende insekter - de såkaldte mitter.
Sygdommen smitter ikke til mennesker.
- Med smitten så tæt på Danmark er det vigtigt, at alle kvægbrugere er opmærksomme på symptomerne, lyder opfordringen fra Magnus Højris, der er dyrlæge i Dansk Kvæg.
Han forklarer, at symptomerne på bluetongue er influenza-lignende i form af nedstemthed og høj feber samt sårdannelse på slimhinderne og i mundhulen, især på tandpladen.
Sårdannelser i kronranden kan gøre dyrene halte. Sygdommen kan dermed godt forveksles med mund- og klovesyge.
Der kan også ses blåfarvning af tungen deraf sygdommens navn.
Oftest ses kun et enkelt dyr eller to med symptomer i ramte besætninger, og typisk er symptomerne mildere hos kvæg end hos får, hvor dødeligheden ifølge Magnus Højris kan være op til 20 procent.
Anmeldepligtig sygdom
Bluetongue er en anmeldepligtig sygdom. Det betyder, at man ved mistanke om sygdommen har pligt til at tilkalde dyrlægen. Hvis mistanken bekræftes, vil der blive oprettet en zone på 150 kilometer omkring den mistænkte besætning.
Inden for zonen vil der være restriktioner for flytning af modtagelige dyrearter herunder deres sæd, æg og embryoner.
Ifølge Magnus Højris vil den nuværende situation formentligt ikke påvirke eksporten af kød og mælkeprodukter i større omfang. Heller ikke selv om vi får et udbrud i Danmark.
Det skyldes, at sygdommen ikke spredes med disse produkter. De eksportmæssige og økonomiske konsekvenser, vil derfor primært ramme eksporten af dyr til levebrug, ligesom eksporten af sæd kan også blive berørt.