Abonnementsartikel
Udbytterne for de landskendte Vildmosekartofler er langt ringere end frygtet.
Der er tale om en regulær katastrofehøst.
- Det er den værste kartoffelhøst, vi har haft i Vildmosen i den tid, jeg har været her. Og det er 30 år, siger kartoffelavler Jens Dalsgaard fra Store Vildmose, til DR Nord.
- Normalt høster vi to læs kartofler i timen. I år høster vi to læs om dagen.
Nattefrost midt i juni efterfulgt af uger med regn har spoleret høsten af de berømte Vildmosekartofler.
- Vi regnede med at skulle have halvt udbytte. Men efter vi er kommet i gang med at tage kartofler op i større mængde, så kan vi se, at udbyttet er på 20 procent, siger Jens Dalsgaard.
I følge kartoffelavleren står de 11 avlere i Store Vildmose til at miste 50 millioner kroner i indtægter.
Kartoffelavlerne fra Vildmosen er kendt for, at kunne levere ekstra delikate kartofler fra den humusrige og fugtige bund.
Med de meget ringe udsigter for årets kartoffelhøst i Vildmosen, er der udsigt til at forbrugerne kun får glæde af Vildmosekartofler i få måneder.
- Vi får udsolgt til jul. Normalt sælger vi vildmosekartofler indtil maj, siger Jens Dalsgaard.