Abonnementsartikel

Danmarks nye fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), er i dag på sin første større opgave i det nye hverv. Hun deltager i et ministerrådsmøde i Bruxelles sammen med sine kollegaer fra de andre EU lande. Bland punkterne på dagsordenen er blandt andet en snarlig udfasning af mælkekvoterne.

Sommeren prisstigninger har aktualiseret debatten om en udvidelse af mælkekvoten, og fra flere sider er der blevet lagt pres på. Blandt andet har Dansk Kvæg kraftigt argumenteret for, at man hurtigst muligt forøger kvoten med tre-fire procent. Og det ser ud til, at fødevareministeren har købt argumenterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når efterspørgslen og priserne stiger så voldsomt, er det særdeles uhensigtsmæssigt, at landmændene ikke har mulighed for at øge produktionen. Derfor bør mælkekvoterne afskaffes så hurtigt som muligt, og EU bør omgående indlede en udfasning, siger Eva Kjer Hansen til Jyllands-Posten.

Hun oplyser samtidig, at hun vil rejse spørgsmålet om en hurtig udfasning ved at øge kvoten i førnævnte størrelsesorden. Hun ser det som et naturligt led i liberaliseringsprocessen.

- EU har gennemført en delvis liberalisering af området ved at afvikle overskudlagre og eksportstøtte. Når det er sket, bør man også afvikle kvoterne og slippe producenterne fri, så de kan reagere på markedet og øge produktionen, når priserne stiger, mener Eva Kjer Hansen.

Det forventes, at hendes synspunkter bakkes op af i hvert fald Polen og Holland, hvor man lige som i Danmark har gode muligheder for at øge produktionen.