Abonnementsartikel
Arla er på vej til et historisk kursskifte, hvor man vil købe mælk fra løst tilknyttede leverandører i Danmark og Sverige. Ledelsen arbejder nu med planer om at hente mælk hos landmænd, der ikke er andelshavere. Det skriver Jyllands-Posten.
Hvis disse planer realiseres, kommer fremtidens Arla til at bygge på en kerne af faste andelshavere og et antal løst tilknyttede leverandører. Det sker i kølvandet på, at en lang række andelshavere valgte at trække sig ud for at prøve lykken på det frie marked.
- Vi er nødt til at forholde os til, at nogle landmænd ønsker at være fast tilknyttede andelshavere, mens andre foretrækker en løsere tilknytning og større frihed. Det er overordentligt vigtigt, at vi finder ud af at udvikle et system, der kan rumme begge grupper af landmænd på en måde, så de føler sig retfærdigt behandlet, siger Ove Møberg, Arlas formand, til Jyllands-Posten.
Det er netop denne balanceakt, der har været diskuteret livligt. Dels skal det kunne betale sig at være andelshaver, men dels skal man heller ikke føle sig straffet, fordi man som mælkeproducent vælger at prøve lykken på egen hånd.
Der bliver formentlig tale om to forskellige afregninger, som ikke altid vil være ens.
- Det må være sådan, at de løst tilknyttede får en mælkepris, der svinger op og ned med afregningen til vores andelshavere. Men som udgangspunkt skal afregningen til de løst tilknyttede svinge op og ned på et lavere niveau end betalingen til de faste andelshavere.
- Jeg vil dog ikke på forhånd afvise, at der kan være perioder, hvor det er bedst for selskabets totaløkonomi, at de løst tilknyttede får samme betaling som andelshaverne, siger Ove Møberg.
Flere vil være andelshavere
Mens det er en helt ny tanke, at danske og svenske landmænd kan tilknyttes selskabet på løse aftaler, er det netop på de vilkår, at britiske og finske leverandører i dag er tilknyttet.
Arlas ledelse åbner imidlertid op for, at også de kan få lov til at blive andelshavere. Og det vækker glæde i Storbritannien.
- Et medejerskab af Arla er den bedste måde at sikre, at vi på lang sigt får en attraktiv betaling for vores mælk, siger Jonathan Ovens, formand for Arla Foods Milk Partnership.
Herhjemme er der dog noget mere skepsis at spore hos mælkeproducenternes formand.
- Jeg går ud fra, at britiske og finske mælkeproducenter kun vil være medejere af Arla, hvis de får noget ud af det. Hvis de får noget ud af det, betyder det, at der er mindre til os, siger Peder Mouritsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.
Han er til gengæld yderst positiv over for Arlas nye kurs over for løst tilknyttede leverandører i Danmark og Sverige.