Abonnementsartikel
Gråsten Landbrugsskole har fået tilladelse og penge til at sende danske landbrugselever på tre ugers ophold i et andet EU-land
I flere år har hollandske og franske landbrugsskoler haft samarbejde med Gråsten Landbrugsskole og landmænd i Sønderjylland til at få tre ugers praktikophold i Danmark.
I andre europæiske lande er korte udlandsophold obligatoriske krav i landbrugsuddannelsen.
Overordnet er det et fælles EU program, som kan give støtte til at unge elever kan komme på udvekslingsophold.
Der skal ske en fælles koordinering mellem to skoler i de forskellige lande, og Gråsten Landbrugsskole har fået en godkendelse og dermed penge til at kunne arrangere ophold.
Danske elever til Holland
Holland er valgt som første samarbejdspartner. I flere år har en hollandsk landbrugsskole haft elever i Danmark, og nu kan danske elever tage ned på skolen i Holland.
Rent praktisk sker det ved, at et hold på 5 til 15 danske landbrugselever, som er i praktik, holder tre uger fri fra deres danske arbejdsgiver.
For at det kan lade sig gøre, er opholdet placeret i vintermånederne. En lærer fra Gråsten landbrugsskole følger de danske elever til Holland, og efter en generel introduktion til hollandsk landbrug placeres de danske elever enkeltvis hos hollandske landbrugsfamilier.
Her bliver de så en del af en almindelig dagligdag med landbrugsarbejde, fritid og med mulighed for at opleve nye arbejdsformer, og en hverdag i et andet land.
Sprogmæssigt er det erfaringerne fra Gråsten, at eleverne hurtigt finder en rytme med engelsk eller tysk i kombination med fingersprog.
I starten kan det synes umuligt, men det lykkes hver gang.
Fantastisk mulighed
Alle danske landbrugselever kan komme med i gruppen fra Gråsten Landbrugsskole. Når der er tilstrækkeligt mange, som ønsker at komme af sted, arrangerer skolen det praktiske.
Skolen forventer, at der kan sendes et hold af sted i perioden fra januar til marts 2008.
Det er en stor mulighed for danske unge. Man kunne derfor overveje, om det burde være et krav, at alle unge danske landmænd skulle en tur til udlandet for at arbejde i kortere eller længere perioder.
I hvert fald er det rigtig skønt at opleve de store forandringer, der kan mærkes på elever, før og efter et ophold uden for Danmarks grænser.
PIU, som programmet forkortes, har været anvendt af andre danske erhvervsuddannelser i flere år.
Det er derfor glædeligt, at danske landbrugsskoler også er blevet godkendt til programmet. Hvis der er unge, som har lyst og interesse i at høre nærmere, så kan de kontakte Gråsten Landbrugsskole, som vil være med til at koordinere arbejdet.
Under opholdet i udlandet får alle eleverne besøg af en lærer fra landbrugsskolen, og ligeledes vil der i løbet af de tre uger bliver lavet fælles arrangementer og udflugter.