Om klima
De danske svineproducenter skal bestemt være med til at reducere det globale klimaaftryk. Alle erhverv skal bidrage. De danske landmænd skal forsætte med at reducere svineproduktionens klimaaftryk. Det vil gavne både den samlede danske drivhusgasudledning, mens det også vil give de danske landmænd en konkurrencefordel internationalt, da klimavenligt produceret kød forventes at blive mere og mere eftertragtet. Denne konkurrencefordel vil foruden at bidrage til at reducere det globale klimaaftryk også potentielt øge de danske landmænds indtjening.
En forudsætning for dette er dog, at danske landmænd skal kunne komme med troværdig dokumentation på det lave klimaaftryk. Investeringer og forskning er derfor vigtigt for at vedligeholde og optimere den danske svineindustri både med hensyn til yderligere reduktion af klimaaftrykket, men også i forhold til at kunne dokumentere det. Vigtige indsatsområder inkluderer blandt andet foder, hvor det især er nødvendigt at reducere importen af soja, samt at alt staldgylle bør bioforgasses eller efterbehandles på anden vis.
Grænseværdien for antibiotika i grisekød skal sænkes til nul
Om antibiotika
Lavt forbrug af antibiotika er yderst vigtigt både af hensyn til dyrevelfærd og folkesundhed. Det er derfor positivt, at vi har et lavt antibiotikaforbrug i den danske svineproduktion. Vi mener i SF, at der er behov for, at grænseværdien for antibiotika i grisekød sænkes til nul. Med nul menes detektionsgrænsen fraregnet den baggrundsforurening, der måtte være. Nedsættelsen af grænseværdien kan eventuelt kombineres med en form for økonomisk incitamenter. Det, mener vi, er nødvendigt for ikke at gå på kompromis med folkesundhed, som alt andet lige er vigtigere end den økonomiske bundlinje.
Om dyrevelfærd
Produktionsdyr bør som andre dyr behandles ordentligt. Danmark er igen foran i forhold til de øvrige EU-lande, men forholdene er stadig ikke gode nok. I SF mener vi blandt andet, at der er behov for at forbedre staldforhold og at indføre skrappere krav i forhold til transporttid af svin.
Om eksporten
SF bakker fuldt ud op om eksport af klimavenligt produceret svinekød. Bedre kvalitet og mere klimavenligt svinekød skal blandt andet finansieres igennem højere pris. Derudover er positive incitamenter i forhold til klimavenlig produktion også en mulighed. Yderligere vil en fortsat grøn omstilling af svineproduktionen potentielt medføre øget salg af miljøteknologi, for eksempel staldteknologi.
Fremtiden for alle lande ligger i mere klimavenlig produktion. En grøn omstilling af svineproduktionen, mener SF, både er en god forretning samt en nødvendig klima- og miljøinvestering.