Om klima
Alle dele af det danske samfund og erhvervsliv skal bidrage til den grønne omstilling og reduktion af klimaaftrykket. Det gælder selvfølgelig også landbruget og dermed også svineproduktionen. Det er desuden en del af Danmarks internationale forpligtigelser, at også udledningerne fra landbruget skal nedbringes. Derfor er det glædeligt, at blandt andet Danish Crown allerede selv har taget initiativ til en bæredygtighedsstrategi, der flugter med regeringens og folketingets målsætninger. For kun gennem en markedsbaseret grøn omstilling kan vi komme i mål.
Om antibiotika
Kun gennem en markedsbaseret grøn omstilling kan vi komme i mål
Der skal selvfølgelig kun bruges antibiotika i de danske stalde, når der er behov for det, hvilket også er tilfældet i dag. Danske landmænd har gennem de senere år nedbragt forbruget betragteligt, hvilket er positivt og en udvikling, der helst skal fortsætte ad frivillighedens vej. I forhold til politiske rammevilkår, er det vigtigt, at erhvervet har stabile langsigtede forhold at tilpasse sig efter og at rammerne fra de eksisterende politiske aftaler fastholdes. Ændres disse forhold vil det unødvendigt skubbe yderligere til den konkurrenceforvridning danske landmænd er udsat for.
Dyrevelfærd
Dyrevelfærden i de danske stalde er høj og sådan skal det også være, det giver også en fordel, når kødet skal afsættes både på hjemme- og eksportmarkederne. Men igen er det vigtigt, at vi holder balancen og ikke skaber yderligere konkurrenceforvridning i forhold til svineproduktion i vore nabolande.
Om eksporten
En stærk eksport er vigtig for Danmark, danske landbrug og erhverv. Samarbejdet mellem regeringen og dansk landbrug om øget eksportmuligheder skal derfor selvfølgelig fortsætte på det nuværende niveau.