Det er nogle engagerede unge med ambitioner og forventninger til deres erhverv, som Hyo møder på Høng Landbrugsskole. De har valgt at beskæftige sig med svin af årsager, der spænder lige fra familiemæssig baggrund i landbruget til interesse for dyr og lysten til at arbejde med produktion.

Føler sig for ung

Fælles for dem er, at de står nær slutningen af deres uddannelsesforløb og skal vælge, hvad der videre skal ske. Flere af eleverne fortæller, at de på sigt ønsker at uddanne sig til driftsleder, men at de ikke føler sig klar.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Driftslederuddannelsen virker som en rigtig spændende uddannelse, men jeg føler, jeg skal have noget mere praktisk erfaring, før jeg kan tage den. Jeg skal have prøvet lidt mere og have haft mere ansvar, før jeg synes, jeg er klar til det, siger Marcus Vestergaard på 22 år.

Det er Malene Thomsen på 19 år enig i. Hun vil gerne på sigt være driftsleder, men hun kan ikke se sig selv i den rolle inden for de næste par år.

- Jeg føler mig for ung til at være leder, og mener derfor ikke, jeg er klar til at tage driftslederuddannelsen lige nu. Jeg føler mig for ung til at stå med ansvar for 1000 søer, siger Malene Thomsen på 19 år.

Nedslidning er en faktor

For en af eleverne, Mads Svendsen, er det med i hans overvejelser, at nedslidning er en risiko ved at blive i erhvervet. Det er en af årsagerne til, at han ønsker at søge ind på en helt anden uddannelse, når han er færdig på landbrugsskolen.

- Driftslederuddannelsen er meget attraktiv, men jeg tænker ikke, jeg har interesse nok for faget til at gennemføre den. For mit vedkommende betyder den fysiske nedslidning man kan se frem til, hvis man arbejder i branchen længe, også at jeg ikke har lyst at fortsætte, siger Mads Svendsen på 19 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mangler rollemodeller

Flere af eleverne peger desuden på den årsag, at den hårdt pressede landbrugssektor smitter af på arbejdsmiljøet, og at man derfor ikke som elev møder driftsledere, som man ser som forbilleder.

- Der er ikke nok fokus på arbejdsmiljø. Mange på uddannelsen her har ikke oplevet en god driftsleder, som var rollemodel, og som kan få en til at vælge den vej. Det har jeg heldigvis haft, og det betyder at jeg gerne vil hjælpe andre unge, siger Patrick Lind på 21 år, som gerne vil være driftsleder netop fordi han har oplevet en leder, han så op til.

- Jeg kan godt lide ansvaret ved at skulle være driftsleder. Det er især personaleansvaret, der tiltaler mig, for jeg har selv arbejdet under en god driftsleder, der så noget i mig, og det vil jeg gerne være med til at give videre, siger Patrick Lind.

Formanden for svinesektoren i L&F er meget bekymret for den svigtende interesse for driftlederuddannelsen til svineproduktionen. Læs mere her: