Abonnementsartikel
Op mod 35 kvægbesætninger i et område fra Viborg til Skagen er det seneste år blevet testet positive for den frygtede sjældne kvægsygdom Q-feber, der også har smittet flere landmænd, oplyser TV2 Nord.
Q-feberen skyldes bakterien Coxiella burne, der er den mest smitsomme bakterie, man kender. Især når landmanden indånder støvpartikler fra indtørret væske efter en kælvning, mener Fødevarestyrelsen, at der er øget risiko for smitteoverførsel fra dyr til mennesker.
Sygdommen har sandsynligvis eksisteret i mange år, men først i den senere tid er der kommet fokus på sygdommen, fordi den smitter fra dyr til mennesker.
En af dem er den 30-årige landmand Lars Larsen i Han Herred, der har været syg i månedsvis efter at være smittet af sine syge køer. Lars Larsen har været indlagt på både Thisted og Aalborg Sygehus med vejrtræknings- og hjerteproblemer som følge af den sjældne Q-feber.
Man kender ikke til fulde udbredningen af Q-feber i Danmark. Sygdommen er først for et år siden blevet anmelderpligtig til Seruminstituttet.
Omkring fire ud af ti personer, der bliver inficeret med smitten vil blive syge. De fleste vil blot få influenzalignende symptomer, men i sjældne tilfælde kan sygdommen være stærkt invaliderende eller ligefrem dødelig. Q-feber smitter ikke mennesker i mellem. Og Q-feber kan heller ikke smitte gennem fødevarer, der kommer fra køerne.
Senest er fem ud af seks testede besætninger testet positive.